Fortsæt til indhold

Sådan får du en blomsterhave, der strutter

Samfund
Jeppe Helkov

En georginehave, der strutter af liv det meste af sommeren. Og med blomster på over en meter i højden. Det lyder som en drøm for de fleste haveejere - men nok også en umulig drøm. For knoldene til georginerne skal jo graves op hver vinter og efterfølgende opbevares tørt. Og så skal de plantes ud året efter. En meget langsommelig proces i en travl hverdag. Men det behøver ikke at være så kompliceret, fortæller Jørgen Møller.
“Man behøver ikke at bruge så meget tid på knoldene. Det nemmeste er egentlig bare at købe nogle stiklinge i foråret - og så plante dem ud. Så kan man lade dem dø om vinteren - og så igen købe nogle stiklinge året efter. Så behøver man ikke at spekulere i at tage dem op hvert år. Så kan man betragte georginer som sommerblomster, der skal købes hvert år. Og samtidig koster de kun det halve af normale sommerblomster," siger Jørgen Møller, der selv sælger stiklinge. Hos ham koster det tyve kroner for en stikling - og der skal tre eller fire per kvadratmeter, og så får man ellers et bed lig dem, der står i Helsinge Haven.
"Mange køber knolde i poser, men kvaliteten er ofte meget svingende. Det er blevet for stort for nogle af producenterne, så de kan ikke tjekke alle knoldene. Hvis man køber knolde, skal man huske at lægge dem i en potte, så de kan få lov til at få fat, før man planter dem ud," fortsætter Jørgen Møller.
Han fortæller samtidig, at mange vander deres georginer alt for meget. Han vander for eksempel aldrig sin egen have. De får kun det vand, som regnguderne bidrager med.
"Mange spørger, hvorfor deres planter dør. Og det er klart, det sker, hvis man vander hver eller hver anden dag. Rødderne søger op mod vandet. Så hvis man vander hele tiden, kommer rødderne til at vende den forkerte vej. Man skal huske, at de også suger vand fra jorden."
"Mit råd er, at man vander igennem, når man endelig vander. Vand, hvad der svarer til 40-50 mm regn. Og hold dig så væk i otte-tolv dage. Derefter kan man så gentage. "
"Mange folk tror, planterne er ved at dø, når de hænger. Men det er klart, at de hænger lidt, hvis det er en varm sommerdag med 30 grader og fuld sol. Blomsterne suger også fugt fra luften – og det kan de ikke, hvis det er så varmt. Men lige så snart aftenen falder på, og duggen kommer, så står de lige så stærkt og stritter igen. Det samme gør de om morgenen. Så fortvivl ikke, selvom de begynder at hænge."

Georgine-mandens fire gode råd:
n
Husk at gøde jorden. Blomsterne skal have 50 gram gødning per kvadratmeter. Jeg har lavet forsøg for at se, hvad den optimale mængde var – og det er 50 gram. Her voksede de optimalt. Alt over det havde ingen effekt. Jeg gøder selv, inden jeg planter - og gentager så igen året efter.
n
Pas på med mængden af vand. Hvis der ikke kommer vand, stopper de bare med at gro, men lige så snart der så kommer vand igen, er blomsterne som skudt ud af en kanon. Så går det ekstra hurtigt.
n Køber man stiklinge, så husk at plante dem over i store potter. Jo større, jo mere har de også mulighed for at vokse. Og lad dem stå så tre uger i et drivhus eller en udestue, til de spirer. Derefter kan de plante ud.
n
Det er vigtigt, at man klipper de visne blomster af eller laver buketter ud af dem. For hver blomst man klipper af, kommer der to nye. Så selvom folk måske tænker, at det er synd at klippe blomsterne af, fungerer det faktisk lige modsat. Der kommer i stedet endnu flere blomster på, når man gør det. Jo flere man fjerner, desto flere blomster kommer der. De bliver ved med at formere sig.