Fortsæt til indhold

Sund take-away restaurant i Horsens

Nyt koncept med sund mad i bæredygtige glaskrukker til Horsens

Samfund
Kristine L Nydahl

En helt ny konceptbutik åbner fredag på Grønnegade 21 i Horsens. Bag konceptet Jar House står kæresteparret Louise Wase på 21 år og Alexander Simmenæs på 25 år. De har begge en baggrund i fitnessverdenen som instruktør og personlig træner.
“Vi har begge trænet op til fitnesskonkurrencer og har derfor søgt efter retter, der kan give det, kroppen har brug for, som vi også kan nyde,” siger Alexander.
I samarbejde med kokke har de arbejdet på at få sammensat de helt rigtige sunde, velsmagende og flotte retter, som serveres i glaskrukker - eller 'jars'.
“Vores koncept bygger på tre ord: Økologi, sundhed og kærlighed. Retterne serveres i 'jars', fordi det er bæredygtigt. I stedet for plastik, som folk smider ud, er det fedt at få glassene med hjem og kunne bruge dem igen - de er virkelig fede,” siger Alexander.

Et sundt liv

Interessen for et sundere liv startede på tragisk vis for Alexander for fem år siden, da han mistede sin mor.
“Der var nogle ting, der gik op for mig. Livet skal være sjovt. Man skal bruge tid på det, man elsker at lave. Det er netop, hvad jeg gør nu.”
Alexander håber på, at kunne give nogle af sine erfaringer videre til andre mennesker.
“Vi vil gerne hjælpe til, at folk har det bedre og er gladere. Jeg glæder mig helt vildt til at tage imod alle de sundhedsinteresserede mennesker og snakke med dem i butikken.”
Hos Jar House kan man købe ingefærshots, økologisk müsli og søde, sunde snacks. Der vil være kold grød med valgfri toppings som blåbær, mandler eller chokolade. Ydermere kan man købe tre slags salater - en vegansk, kylling og oksekød. Der bliver også solgt kaffe og iskaffe med rismælk.
“Man kan se på alle måltider, hvad de indeholder af kalorier, fedt, proteiner og kulhydrater. Priserne er overkommelige for økologisk mad,” siger Alexander.
Butikken åbner fredag 30. september, hvor der fra 11 - 22 vil være snacks og smagsprøver til de besøgende.