Fortsæt til indhold

Lasse trådte på en håndgranat i skoven

En cykeltur i skoven blev lige lovlig spændende og førte til afspærring af området og bortsprængning af håndgranat

Samfund
Jeppe Rafn

Lasse Capitani Høisgaard fra Højbjerg var tirsdag sidst på formiddagen sammen med en kammerat ude at køre en tur på Mouintainbike ved Bygholm Sø i Horsens, hvor han arbejder. De kørte på et cykelspor, da de på en bakke stod af cyklen.
“Jeg sætter foden ned på en håndgranat, som ruller en halv omgang og vrister sig fri af jorden,” fortæller Lasse.
Cykelkammeraterne kunne hurtigt se, det var en håndgranat, men de undrede sig over, hvad den lavede på et sted i skoven, hvor mange færdes.
“Vi snakkede om, hvad vi skulle gøre, og blev enige om at den nok skulle fjernes af nogen, der har forstand på det, så vi ringede til politiet,” siger Lasse.
Politiet kom ud og afspærrede området, hvorefter man kontaktede forsvarets ammunitionsrydder-afdeling i Skive, der ankom og bortsprængte håndgranaten. Det skete tre timer efter, Lasse havde trådt på den.

Den første mine, der sidste år blev fundet ved Bygholm Sø, er en såkaldt tysk Tellermine fra 2. verdenskrig. Den skulle dog ikke længere være sprængfarlig. Foto: Thomas Stig Jensen.

Tredje gang på et år

Sidste år blev der af to omgange fundet tre miner ved Bygholm Sø af en privatperson, der gik og søgte med en metaldetektor. Disse miner blev ligeledes sprængt væk. Minerne stammede fra 2. verdenskrig, hvor tyskerne havde et ammunitionsdepot i området, som blev mineret for at holde folk væk.

Gravede tre miner op: "Det løb mig koldt ned af ryggen"

Horsens Kommune var dengang i kontakt med sprængstofeksperterne, der kunne berolige med, at der var tale om ufarlige øvelsesminer, så man ville ikke lave en nærmere undersøgelse af området.

'Vi kan ikke have et område i Horsens, der ikke er sikkert at bevæge sig på'

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Horsens Kommune er dog ikke tryg ved, at der nu igen er fundet en krigsefterladenskab ved Bygholm Sø.
“Jeg troede, sagen var afsluttet, men det er den vist ikke. Vi skal tage det nye fund alvorligt - der er begrundet mistanke om, at der kan ligge flere fraktioner derude. Det kan vi ikke have,” siger formanden Ole Pilgaard (DF).
Han vil nu igen tage sagen op i kommunen med henblik på, om man skal foretage sig yderligere.
Såvidt Lasse Capitani Høisgaard, der fandt håndgranaten, har forstået, stammer håndgranaten ligesom minerne fra 2. verdenskrig.
“Det sætter nogle tanker i gang om alle dem, der færdes ude i skoven,” siger Lasse.