No regrets

Tit hører jeg folk sætte i en ære i ikke at fortryde. Det være sig i den politiske verden, eller når folk sådan offentligt skal fortælle deres livshistorie. Der kan være noget sundt i at være stolt over det, man står for, og der kan være noget solidt i at stå fast.
Men altså. Jeg spørger mig selv: Kan det være rigtigt, at man ikke har noget at fortryde? Sådan hånden på hjertet? I stort og i småt. Ja, vi kan kun svare for os selv hver især.
Til gengæld er jeg af den klare overbevisning, at det er selvbedrag, hvis man tror, det er godt aldrig at fortryde noget. Tværtimod. Jeg tror faktisk, der er noget enormt sundt og livsopbyggende i at fortryde. Den, der ikke fortryder, er i fare for at skyde virkeligheden fra sig og i stedet leve i en illusion om, at alt er perfekt. Den illusion bryder os ned som mennesker. Vi er langt bedre tjent med den realisme, at der også er ting, vi får gjort eller sagt, som der er al mulig god grund til at fortryde bagefter.
Hvis man aldrig fortryder, så får man heller aldrig lov til at mærke den livgivende lettelse, det kan være at indrømme og samtidig blive tilgivet. Som hvis vi kommer til at skuffe andre, men vi på den ene eller den anden måde får mulighed for at råde bod på det igen. Enten ved at gøre tingene om eller sige undskyld. Jeg har fortrudt.
Det kræver styrke at fortryde. Ikke mindst i vores tid. Lad os hjælpe hinanden med at genfinde både styrken og evnen.