Fortsæt til indhold

Baby bed i batterilækkende gummiand i svømmehal

Mor advarer mod at tage børn med i svømmehallen. Daglig leder beklager

Samfund
Danni Paulsen

Batterier og småbørn er sjældent en god kombination, og derfor farede en aarhusiansk mor forleden til tasterne og skrev et indlæg på Facebook-gruppen 'Aarhus Mor', hvor hun gjorde opmærksom på en grim oplevelse, hun og hendes seks måneder gamle søn havde hos Badeanstalten Spanien.
Ifølge moren, som vi har valgt ikke at nævne navnet på, da hun ikke har reageret på vores interviewhenvendelser, kom sønnen til at tygge i en lille gummiand i børnebassinet.
Da hun tager anden fra ham, bemærker hun, at der flyder en underlig brun væske ud af den.
Hun tager med det samme kontakt til en livredder, som fortæller, at væsken stammer fra batteriet inde i gummianden, og at svømmehallens personale plejer at smide den pågældende and ud.

Svømmehal beklager

Den unge mor har sendt samme beretning til Badeanstalten Spanien.
Daglig leder Mikkel Bendixen fortæller til Lokalavisen, at alle den slags gummiænder nu er blevet fjernet.
“Vi fjernede dem, så snart vi blev opmærksom på problemet. Vi vil ikke have, at andre får den oplevelse,” siger han og fortæller, at det pågældende parti ænder, som har batterier i sig, for at de kan lyse, blev indkøbt til et arrangement.
“Der er sket en beklagelig fejl. Ingen tvivl om det. Og det er i sidste ende vores ansvar. Men når vi indkøber legetøj, der er beregnet og godkendt til vandaktiviteter, så forventer vi også, at det er i orden.”
Mikkel Bendixen kan ikke nikke genkende til, at svømmehallen skulle have været bevidst om andeproblematikken, som moren ellers mener, livredderen gav udtryk for.
“Finder vi legetøj, der er beskidt eller klamt, smider vi det selvfølgelig ud. Det er rigtig uheldigt, at det her er strømmet ud, og jeg har ikke været vidende om, at det er sket før. Det må ikke ske,” slår han fast.

Badeanstalten Spanien har taget konsekvensen af moren og sønens oplevelse og smidt alle gummiænder med batterier ud. Arkivfoto

Ekspert: Kan være ætsende

Ifølge Poul Nordby, seniorforsker hos Danmarks Tekniske Universitets Energi-afdeling, kan den brune væske enten være ufarlig rust fra batteriet eller noget farligere.
“Er batteriet korreleret så meget med vandet, at indkapslingen er gået i stykker, så kan der strømme en brun, basisk væske ud. Lækker batteriet på den måde, så skal man være bekymret, for den væske er ætsende. Man skal ikke være bekymret for, at den lille mængde kommer i bassinet, men guffer et lille barn i det, så kan det give ætsninger i munden. Det vil være temmelig uheldigt, for det er ikke godt for et menneskes slimhinder,” siger han og slår fast, at moren med det samme ville vide det, hvis hendes barn fik ætsninger.
“Så jeg tror, hun kan være rolig. Men det virker ikke smart at have batteridrevne ting i et bassin til babyer,” siger Poul Nordby.
Mikkel Bendixen fortæller, at Badeanstalten Spanien har rettet henvendelse til moren, men at hun endnu ikke er vendt tilbage.