Fortsæt til indhold

Campingplads droppes

En grundejer på Holmevej i Gundsømagle får ikke sit ønske opfyldt om en campingplads med plads til 112 campingvogne

Samfund
Kenneth Tanzer

Roskilde Kommune har endegyldigt vendt tommelfingeren nedad til planerne om en campingplads på Holmevej øst for Gundsømagle.
Det står klart efter møder i både Økonomiudvalget og Plan- og Teknikudvalget.
Forslaget om at etablere en campingplads med plads til cirka 112 campingvogne/telte og 22 hytter kommer fra en grundejer på Holmevej, men camping-visionen, der har været i offentlig høring fra august til september, har mødt modstand fra naboerne i området.
"Mange mennesker vil give et for stort pres på naturen," lyder et samlet høringssvar fra beboerne på Holmevej.
Et andet høringssvar har mere fokus på den trafik, som en campingplads vil medføre.
"Det vil tilføre yderligere trafik på Holmevej, hvor der aktuelt mangler cykelsti i begge retninger. Derudover er det et meget naturfølsomt område," skriver en beboer.

Ikke attraktivt

Det er dog ikke kun naboerne, som har udtrykt bekymring over udsigten til en campingplads. Også Region Sjælland, Campingrådet og Visit Roskilde har været imod.
"Vi fraråder, at der etableres en campingplads på pågældende sted, da det kan bevirke, at en del af råstofområdet muligvis ikke vil kunne udnyttes grundet støjkrav," skriver Region Sjælland i deres høringssvar.
"Området er ikke attraktivt for hverken danske eller internationale campister, lyder beskeden fra Visit Roskilde.
I stedet for en placering i Gundsømagle anbefaler forvaltningen, at kommunen i samarbejde med Visit Roskilde og Campingrådet afdækker alternative placeringer for en ny campingplads, som led i byrådets Grøn Blå Strategi.