“Vi skal være verdensmestre”
14-årige Gustav Skovbon og 13-årige Amalie Omdal er udtaget til VM i latindans og har ambitioner om guld
Drømmen er lige så skinnende klar som Gustavs laksko og pailletterne på Amalies kjole.
Det unge dansepar Gustav Imanuel Skovbon og Amalie Aune Omdal, der tilsammen kan mønstre 27 leveår, arbejder hver dag stenhårdt på at nå målet om en dag at kunne kalde sig verdensmestre.
Programmet står på træning seks dage om ugen og skolegang på Rundhøjskolen, hvor de går på en speciel elitesportslinje med morgentræning på skemaet to gange om ugen. Efter skolen tager de unge dansere to busser for at komme ud til træningslokalet i Risskov, hos Stokkebroe Dans, hvor arbejdsdagen først slutter kl. 21.
“Man tænker ikke så meget over det. Vi elsker at danse, og det er altid interessant at komme til træning, fordi der er nye ting på programmet hver uge. Man bliver helt opslugt af det,” siger 14-årige Gustav Skovbon.
Hans 13-årige dansepartner Amalie Omdal er flyttet fra sine forældre i Norge for at forfølge dansedrømmen og har nu siden januar boet hos familien Skovbon på Åby Bækgårdsvej i Åbyhøj.
20-25 timer om ugen
Parret bruger 20-25 timer om ugen på at øve sig på trinnene både i standarddans og latindans.
“Op til turneringer bliver det lidt flere timer. Men det er ikke noget, man tænker så meget over,” siger 14-årige Gustav Skovbon.
Og indtil videre har det hårde arbejde båret frugt. 15.oktober skal parret til VM i latindans i Moldova.
“Vi er meget spændte og nervøse og glæder os ekstremt meget,” fortæller Gustav Skovbon, der med sin dansepartner i løbet af det seneste halve år har været i både Berlin, Stuttgart, Rumænien og Paris for at danse mod internationale konkurrenter.
“Det er ret fedt at være ude, og vi får en forsmag på, hvordan VM bliver. Og så møder man en masse forskellige kulturer,” siger Gustav Skovbon.
Men også når det er tid til afslapning hjemme i sofaen foran fjernsynet, er det ofte dansen, der er i fokus.
“DK4 sender tit nogle gode dansevideoer,” siger den 14-årige Åbyhøj'er.
Faktisk var det også i fjernsynet, at interessen for dansen første gang blev vakt. TV2-programmet 'Vild med dans' blev helt bogstaveligt for den ellers fodboldspillende Gustav.
Den i starten lidt generte dengang ni-årige dreng, følte sig hurtigt hjemme på dansegulvet.
“Jeg kan bare lide at være der. Lide musikken, lide dansen. Det er som en helt anden verden,” forklarer danseren.
En verden han har ambitioner om at blive i hele livet.
“Jeg vil rigtig gerne være danselærer, have min egen danseskole og leve af det,” siger Gustav.
Og indtil da er der fuld fokus på den dansk/norske duo, der vil nå toppen.
“Målet er at blive verdensmestre i begge dele - både standard og latin,” kommer det prompte fra begge talenter.