Pengene er vi glade for, men...
Hos Christine Centeret er man glad for pengene, der tilfaldt stedet efter byrådets budgetforlig, men der er lang vej endnu
Center for Seksuelt Misbrugtes frivilligafdeling i Aarhus, Christine Centeret, blev under budgetforhandlingerne i byrådet tilgodeset.
Således var der enighed blandt samtlige forligspartier, der alle stemte for en øget kapitalindsprøjtning til centeret på årligt 72.000 kroner fra og med 2017 til 2020. Et forslag, der ellers var indstillet af Dansk Folkeparti, som bekendt forlod forhandlingerne undervejs.
Den politisk beslutning er en håndsrækning, der varmer den daglige leder på Christine Centeret, Marianne Gutte, om hjertet.
“Vi er rigtig glade for, at Aarhus Kommune hører os. Det er godt med pengene, men det er kun første trin op ad stigen - og et skridt i den rigtige retning,” fortæller Marianne Gutte til Lokalavisen Aarhus, og fortsætter:
“Der er lang vej endnu. Seksuelt misbrug er et stort tabu i Danmark på flere niveauer. Også det politiske niveau. Derfor er det rigtig godt, at det er blevet drøftet til budgetforhandlinger og vedtaget.”
Mange henvendelser
Pengene, som er tildelt Christine Centeret, er øremærket centerets husleje.
En udgiftspost, der er blevet tungere af, at man har udvidet tilbuddet til at omfatte et nyt lokale ved siden af det gamle, men stadig aktive lokale på Kystvejen 5 i centrum.
Og de flere kvadratmeter og udgifter til hus og leje er godt givet ud, mener den daglige leder.
“Vi får rigtig mange henvendelser. Og det går kun en vej. Vi får flere og flere, der enten kommer direkte ind fra gaden eller kontakter os telefonisk. Så de ekstra 6.000 kroner, som vi får fra Aarhus Kommune om måneden, er rigtig godt givet ud,” forklarer lederen af Christine Center, der fungerer som tilbud for ikke kun borgere i Aarhus Kommune, men også de øvrige 37 andre kommuner i hele Nord- og Midt regionen.
“Vi varetager en vigtig opgave i hele vores område. Men ni ud af ti af brugerne er aarhusianere, som kommer herned,” fortæller Marianne Gutte, der udover at være den daglige leder af centeret også er frivilligkoordinator i huset.
Og netop frivillighed er Christine Centeret afhængig af. Faktisk er der kun to fuldtidsansatte, mens listen af arbejdskraft også tæller hele ti frivillige.
“Vi lever primært af fondsmidler og frivilligkraft. Derfor er det rigtig godt, at det er kommet på den politiske dagsorden,” siger ildsjælen.
Flere muligheder
Midlerne, der finansierer centerets husleje, giver helt konkret mulighed for at opretholde en række meget relevante initiativer for brugerne af stedet.
“Vi har mere plads nu. Det giver flere muligheder for rådgivning- og samtalerum. Og ikke mindst har vi kunnet opfylde et ønske, brugerne har haft - om at få et kreativt rum med plads til både det kreative og kropslige. Det er vi rigtig glade for,” siger Marianne Gutte.