Lyserød butik sælger dine sager
Når Lyserød Oktober for alvor går i gang, så er Hammels handlende klar til at støtte kræftsagen med blandt andet en lyserød butik.
Den ligger i Tema Centret, lige ved siden af Imerco i Hammel.
Det er også Imercos personale der vil stå i butikken, når du afleverer alle dine brugte sager.
Tingene vil blive solgt og pengene vil ubeskåret gå til Kræftens Bekæmpelse, fortæller Heidi Dupont fra Imerco.
Hun fik ideen på internetter, hvor en anden by havde lavet en tilsvarende butik.
“De skaffede 80.000 til Kræftens Bekæmpelse, blandt andet ved hjælp af den butik,” fortæller hun. Om Hammel Handel kan skaffe så mange penge, vides ikke, men det skal forsøges, lyder det. Du kan aflevere dine ting fra nu af og frem til lørdag 1. oktober. Mandag 3. oktober åbner den lyserøde butik. Der er åbent til og med 8. oktober.
Hammel Handel har oprettet et mobilnummer, hvor pengene går direkte til kræftsagen, når du betaler. Via nummeret kan du også donere et valgfrit beløb, fortæller Heidi Dupont.