Fortsæt til indhold

Bering Amatør Teater og brugsen i Kolt samarbejder

Støttekroner til teatret og skuespillere på besøg i brugsen også i 2016

Samfund
Arkiv

Bering Amatør Teater og SuperBrugsen Kolt indgik i 2015 et helt nyt partnerskab. Det indebar blandt andet støttekroner til teatret og skuespillere på besøg i brugsen. Det samme kommer til at ske i år. Brugsen og teatret har nemlig igen aftalt at samarbejde - men i år bliver samarbejdet udvidet, så der dels falder flere penge af til teatret, og dels kommer til at ske flere teater-relaterede ting i købmanden.
Alt sammen er noget, som kommer lokalområdet til gavn, er Michael K. Kristensen fra teatrets PR-gruppe og Frank Knudsen, brugsuddeler, enige om.
“Alle ved teatret gør en stor indsats for, at stedet er et levende teater, hvor vi med forestillinger og deltagelse i diverse events kan være med til at skabe liv i lokalområdet. Vi oplever en stor opbakning og interesse for teatret, og er glade for, at SuperBrugsen Kolt har kunnet se dette og valgt at støtte op om dette sidste år og igen i år,” siger Michael K. Kristensen i en pressemeddelelse, hvor Frank Knudsen fortsætter:
“Bering Amatør Teater er en talentfuld teatertrup, som er 100 procent dedikeret. Vi har haft fornøjelse af skuespillerne i butikken, og derfor fortsætter vi det gode samarbejde og glæder os til at byde indenfor til flere gode aktiviteter i 2016. SuperBrugsen er byens og kundernes butik. Vi tager ansvar, både når det kommer til varesikkerhed, sundhed og miljø. Men så sandelig også til gode, sociale aktiviteter, som giver oplevelser, og som samler vores by.”
/CSJ