Det farlige affald rundt om i krogene
Uge 40-43 er udset til en miljøkampagne hos virksomheder i Sønderborg Kommune, hvor der drejer sig om farligt affald
Det ligger måske og flyder, hvor det udgør en fare. Men der er helt fast regler for, hvordan kemikaler og farligt affald skal behandles, så det ikke skader medarbejdere eller miljøet.
Derfor gennemfører Erhverv & Affald i Sønderborg Kommune en kampagne i ugerne 40-43 for at sikre lovlig omgang med farlige stoffer.
"Vi kører ud for at kontrollere, hvordan farligt affald og kemikalier opbevares indendørs. Vi varsler ikke, inden vi kommer. Det er for at få et billede af virksomhedens normale drift," siger afdelingsleder Hanne Bruun.
Plads til forbedringer
Hun vurderer, at de fleste virksomheder har godt styr på miljøforholdene, men affaldsområdet er generelt et af de områder, hvor tilsynsmedarbejderne ofte ser muligheder for forbedringer.
"Hvis vi finder ting, der skal forbedres under besøget, udfylder vi på stedet et skema, der minder om fødevaremyndighedernes kontrolrapporter. Herefter kan vi vælge at komme på et opfølgende besøg for at se, om virksomheden har forbedret forholdet," forklarer hun.
Sådan skal det sikres
Det er vigtigt, at kemikalier opbevares, så der ikke er risiko for, at de kan forurene underlaget. Det vil som regel være nødvendigt at placere beholderne på et kar med rist. Og så skal man være opmærksom på, at karret skal være så stort, at det kan rumme indholdet i den største beholder.
Det samme gælder farligt affald. Når det står indendørs skal virksomhederne sikre sig, at det ikke kan løbe i afløb og dermed medføre en forurening af jord, grundvand eller overfladevand. Det farlige affald skal altid stå i egnede beholdere på et sted, hvor det er muligt at samle spild op, inden det når ud i miljøet. Det siger reglerne.
"Næsten overalt i kommunen bor vi lige oven på vores drikkevand. Så det er vigtigt, at vi sikrer korrekt omgang med kemikalier og farligt affald," siger Hanne Bruun.