ØKOurt producerer krydderurter og jobs til folk på kanten af arbejdsmarkedet
Målet for den socialøkonomiske virksomhed ØKOurt er at den skal kunne klare sig uden offentlig støtte
I dag startede Kjeld Pedersen, 21, med at fylde jord i potter, og nu er han i gang med at samle nye brusehoveder til vanding. Han er en af eleverne i PGU (Praktisk GrundUddannelse) i Hornslet og arbejder i gartneriet. Foran pottemaskinen står plantebordene tæt med alskens duftende krydderurter.
For et par uger siden var han med til årets Foodfestival i Aarhus med virksomheden ØKOurt, der er en del af PGU. Da han havde overstået den første generthed, fik han en masse snak. Det var en god oplevelse, synes han.
“For eksempel var der flere der spurgte, hvad man kan bruge vanillegræs til.”
Kjeld Pedersen foreslog dem med et smil, at det måtte være godt i desserter og bagværk, hvad de fleste da også gav ham ret i.
Ny virksomhed
ØKOurt er en ny virksomhed, der i maj blev dannet i et samarbejde mellem Norddjurs Kommune og tidligere virksomhedsleder Gitte Busck fra Urtegaarden ved Vivild.
“Det er et samarbejde, der er spundet op på at lave en økologisk virksomhed oven på PGU og derefter ansætte nogle af de unge”, forklarer Thomas Søndberg, der er leder af PGU.
Tidligere dyrkede PGU blomster, buske og grønsager på konventionel vis, men 15. februar i år blev man certificeret til økologisk produktion. Samtidig blev sortimentet ændret, så det nu er krydderurter, der kæles og kræses for. Ud over de gængse krydderurter, der selvfølgelig avles flest af, kan man også finde sjældne urter som broget salvie, lakridstagetes, chokolademynte med mere.
Fra praktik til job
Som socialøkonomisk virksomhed er det meningen, at den på sigt skal kunne give arbejde til mennesker, der har vanskeligere ved at komme ind på arbejdsmarkedet end andre. I forvejen er det PGU'ere i Syddjurs, der har deres daglige arbejde der, men for nylig er der også blevet ansat en person i virksomhedspraktik fra Norddjurs Kommune. For hendes vedkommende skal der ske en arbejdsklaring med henblik på en eventuel ansættelse i fleksjob.
“Vi øver os på at være en forretning, der kan klare sig på markedsvilkår, og på sigt håber vi at kunne ansætte et par stykker. I øjeblikket er vi i gang med at oparbejde virksomheden, så den bliver økonomisk bæredygtig.”
Thomas Søndberg tilføjer, at ØKOurt både leverer engros og også har en selvbetjeningsbutik ved gartnerierne på Hornbjergvej 61.
Blev kendt på foodfestival
Food Festival i Århus er en madfestival, hvor nordiske avlere, kokke og producenter samles for at formidle og udbrede kendskabet til de nordiske råvarer. Thomas Søndberg fortæller, at festivalen gav mange gode kontakter, blandt andet en aftale om et par leverancer til Årstiderne, et muligt forskningssamarbejde om sundhedsfremme, og en god kontakt til Landmad.dk. I forvejen køres der leverancer til Region Midts kantine i Viborg for at sikre, at kvaliteten er ok.
“Produkterne er smagfulde og af høj kvalitet, og bruges allerede i stor-kantiner i vores lokalområde og på anerkendte restauranter.”
På foodfestivalen blev krydderurterne fra ØKOurt yderligere eksponeret ved, at de blev brugt af en af kandidaterne til DM i hotdog. Senere blev ØKOurts mobile vogn placeret ud for Masterchef, hvorfra deltagerne klippede krydderurterne til deres gastronomiske lækkerier.
Merete Pedersen, der er faglærer hos ØKOurt, er også glad for det nye koncept med økologi og krydderurter.
“Jeg er lidt høj over at få lov at nørde med disse krydderurter og producere økologi og velsmagende krydderurter. Og det er også dejligt at se som de unge trives med processen ved at plante, se det spire, vokse og til sidst sælge det og tage imod penge for noget, de selv har lavet.”
Glæder sig
Anne Risom, der arbejder med socialøkonomiske virksomheder hos Norddjurs Kommune glæder sig over den udvikling, som ØKOurt er inde i.
”Norddjurs Kommune støtter ØKOurt som socialøkonomisk virksomhed ved blandt andet at yde økonomisk tilskud til deres forretningsudvikling og konsulentrådgivning. Det gør vi med henblik på, at de som virksomhed kan skabe fleksjob-arbejdspladser til de borgere fra Norddjurs Kommune, der netop har brug for tilpassede arbejdsforhold. De forhold kan skabes hos ØKOurt blandt andet i deres gartneri.”