Fortsæt til indhold

Ja til mast på 36 meter - men den skal ned igen

Mast så høj som Rundetårn gavner mobildækning ved Kokkedal Station

Samfund
Fred Jacobsen

Langt om længe er der udsigt til, at mobildækningen omkring Kokkedal Station kan blive bedre.
I hvert fald er der nu givet politisk grønt lys til at rejse en 36 meter høj gittermast ved cykelskurene og busstoppestedet i den sydlige ende af stationspladsen.
Tilladelsen er dog tidsbegrænset: Miljø- og planlægningsudvalget ser nemlig helst, at mobilmasten placeres i forbindelse med et kommende byggeri vest for stationen.
Derfor har et enigt udvalg besluttet, at masten enten skal pilles ned igen, hvis der findes en anden løsning, eller skal ned senest efter ti år.
Det er rådgivningsfirmaet Telcon, der på vegne af TDC endnu en gang søger om lov til at rejse den 36 meter høje mast.
Sidst i 2014 blev en lignende ansøgning sendt tilbage til nærmere undersøgelser i kommunens forvaltning, fordi udvalget hellere ville have mobilmasten sat op på et tag i Ådalsparken eller i forbindelse med et kommende byggeri.
Ådaklsparken-løsningen er ude, derfor skal der nu skrues en tidsbegrænset tilladelse sammen til TDC.
En 36 meter høj mast svarer i øvrigt til en mast så høj som Rundetårn.