Som en blegfed Michael Phelps

Swup... Swup... Swup
Luften siver ind, vakuumet forsvinder og de små sugekopper løsner deres greb om huden på min ryg.
”Sådan. Så galt var det heller ikke, hva',” spørger Kim Haugaard med et skælmsk smil på læben, som om han godter sig lidt over, at jeg for blot et par minutter siden ikke kunne styre mine ben, som sparkede uhæmmet for at kompensere for smerten.
”Nej, det var bare så fint,” svarer jeg i et forgæves forsøg på at opretholde en stærk mand-facade.
Jeg sagde godt nok til ham, før jeg lagde mig på briksen, at det gerne måtte gøre lidt ondt.
Og han fortalte da også, efter at have tørret hvad vi blev enige om var angstens sved af mig, at jeg nok skulle forvente at få en blå og gul ryg de efterfølgende dage, for med håndklædestrøgene var det tydeligt for ham at se en masse spændinger i min ryg.

Undren til OL

Jeg er taget til Aku-zonen i Tranbjerg for at prøve cupping. Det er en 3.000 år gammel behandlingsmetode fra Østen, som skulle kunne hjælpe med at lindre alt fra muskelsmerter til influenza, appelsinhud og gigt.
De fleste danskere stiftede bekendtskab med behandlingsteknikken under sommerens OL, hvor mange undrede sig over, hvad de store blå og runde mærker på den amerikanske supersvømmer Michael Phelps' muskuløse krop var.
Det viste sig, at han og landsmændene benyttede sig af cupping for at få musklerne til at restituere hurtigere.
”Jeg vil ikke sige, jeg har fået flere kunder i butikken på grund af OL, men jeg har klart oplevet en stigende interesse for det,” siger Kim Haugaard, som i 17 år har behandlet aarhusianere med cupping, akupunktur, varmebehandling og meget mere.
Han slår inden min session fast, at cupping alene ikke gør alverden, men at det indgår som en del af den helhedsbehandling, han giver sine kunder.

Blegfede Phelps

Der ligger jeg så. Halvt afklædt og med en forestilling om, at jeg er en dansk, blegfed udgave af den mest medaljevindende atlet i historien. Og med begyndende slidgigt i nakken.
Kim Haugaard placerer kop efter kop på mine skulderblade, for det er her, der er flest spændinger, siger han.
Han suger luften ud af koppen med et pistollignende aggregat, og huden erstatter gradvist luften for hvert tryk på pistolen. Det ligner mest af alt en slags uappetitlige menneskekødsflødeboller.
”Nu skulle det gerne stramme godt,” siger Kim Haugaard, efter han har placeret et hav af kopper på min ryg.
”Ja tak, det kan jeg mærke,” får jeg anstrengt stønnet og tænker, det må være sådan, det føles at være én af de der masochister, som lader sig hejse op i kroge i huden.
Og så alligevel. For det gør egentlig ikke ondt. Det føles bare varmt og stramt.
Men så finder Kim Haugaard en enkelt større kop frem.

Glidende smerte

”Du sagde, det skulle kunne mærkes, så du skal selvfølgelig også lige prøve 'sliding cups'-teknikken,” siger han og fortæller, at han bruger tre forskellige teknikker: statisk cupping, cupping med akupunkturnåle og altså 'sliding cups'.
Han smører olie på min hofte (eller bollehåndtag), sætter koppen på og trykker et par gange på pistolen.
”Nå, det er bare det samme,” når jeg lige at tænke, før han tager fat i koppen og begynder at bevæge den frem og tilbage.
Indrømmet, jeg har en meget lav smertetærskel, men i øjeblikket føles det, som om han skræller huden af mig.
Det varer heldigvis bare et halvt minut, men det føles som en evighed - ikke mindst fordi min skadefro redaktør, som er taget med for at forevige seancen, sidder og skraldgriner.
”Det kan se ret voldsomt ud og kan give nogle gode blå mærker. Dem får du dér, hvor blodcirkulationen ikke er specielt god,” siger Kim Haugaard og tager kopperne af.
”Helt lavpraktisk løsner det binde- og muskelvæv og øger blodcirkulationen, og det er derfor, det især er fantastisk mod muskelsmerter.”
Han fortæller lidt om cupping-teknikkens historie, og at man oprindeligt skar hul i huden for at suge infektion ud af eksempelvis en betændt byld.
Nogle kulturer mener stadig, at man kan bruge cupping til at trække onde ånder ud af kroppen.
”Men den slags hokus pokus er der altså ikke tale om, og jeg tror heller ikke på, at et menneske har energibaner, som mange akupunktører mener. Det er simpelthen ikke bevist. Det her er en fysiologisk proces, der øger blodgennemstrømningen, og mere er der ikke i det,” slutter han.