Fortsæt til indhold

Fritidsbold sparket godt i gang i Lyseng

AGF-konceptet ’Fodboldfritid’ er kommet godt fra start med 31 børn fra 0.-3. klasse på IF Lysengs baner

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Drengedrømmen om at kunne bruge så meget tid på at spille fodbold som overhovedet muligt er gået i opfyldelse for 31 børn i Lyseng.
De bruger nemlig bolden i bogstaveligste forstand tre dage om ugen efter skole i 'Fodboldfritid', der er navnet på det nye koncept, som blev sparket i gang i august.
Et koncept, som AGF står bag i foreløbig fire klubber i Odder, Hornslet, Hørning og altså Lyseng. I alt er der 94 børn tilmeldt - heraf 31 i Lyseng fra 0.-3. klasse.
Når deres skoledag er slut, står den på fodbold i to timer.
Klubberne, som deltager i projektet, stiller idrætsfaciliteter og klublokaler til rådighed, mens AGF bidrager med trænere, der har den nødvendige pædagogiske og faglige baggrund.
“Det helt essentielle for dette projekt er, at vi som storklub synes børn spiller mindre og mindre fodbold og mister det fællesskab, som fodbold giver. På denne her måde får vi også fra en meget tidlig alder børn, som kan træne meget og godt, uden de nødvendigvis skal flytte væk fra den lokale klub. Vores helt store fokus er, at de skal blive ude i lokalsamfundet og spille fodbold,” understreger Lasse Vinning, der udover at være tovholder på 'Fodboldfritid' også er cheftræner for AGF's u-13-hold.

AGF-branding

Men der ligger også noget branding af AGF i projektet, hvor der spilles på kunstgræs udendørs hele året rundt.
“Hvis børnene bliver gode, skal de selvfølgelig vælge AGF og ikke FC Midtjylland, som vi har set i enkelte tilfælde,” siger han og nævner nuværende landsholdsspiller Viktor Fischer, som trådte sine børnefodboldstøvler i netop IF Lyseng og senere valgte Herning-klubbens fodboldakademi, inden turen gik til udlandet,” siger Vinning.

Samarbejde med SFO’er

'Fodboldfritid' skulle gerne bygge bro mellem børnenes hverdag i folkeskolen og foreningslivet. Og folkene bag vil gerne samarbejde med flere SFO'er.
“Vi har et rigtig godt samarbejde med Interskolens SFO, der ligger i Viby. Og dét håber vi på sigt, at vi også kan få med andre SFO'er. Vi kunne godt tænke os at finde et fælles fodslag og ikke stjæle kunder fra hinanden, om man så må sige,” fastslår Lasse Vinning.
Med tiden er målet at konceptet skal brede sig rundt i Østjylland.
“På sigt vil vi gerne ud i flere klubber. Nu skal fodboldfritid godt op at køre i de fire klubber, og så må vi se, hvor der er et fundament. Vi håber selvfølgelig, det her kan vokse, så vi kan tilbyde 'Fodboldfritid' til så mange børn som muligt. Vi vil også gerne udvide aldersmæssigt, så flere ældre børn kan komme med, men dér er vi udfordret af nogle skoleskemaer,” siger han.

9-årige Christian Kuhlmann Røddik fra Viby tager turen til Lyseng tre gange om ugen efter skole.