Utilfredse pædagoger og lærere indtog byrådssal - gav aben tilbage til politikerne
Sparer Gribskov Kommune så meget på børneudvalgets område, at det kommer til at gå ud over børn og unges fremtid? Det mener kommunens pædagoger og lærere
Protest Folk i lyserøde t-shirts og med hænderne fulde af flag og skilte med aber. Det var det syn, der mødte byrådspolitikerne i Gribskov på vej til byrådsmøde mandag aften.
Det var repræsentanter for kommunens lærere og pædagoger samt forældre, der protesterede over de besparelser på børne- og ungeområdet, som politikerne er blevet enige om i det netop indgåede forlig om de næste års budgetter.
Konkret skal der spares tre mio. kr. på samarbejdstimerne mellem skole og fritidsordningerne. Derudover frygter pædagoger og lærere, at rammebesparelser på 10,7 mio. på børneudvalgets område vil ramme børn og unge såvel som dem selv.
Tager imod aben
Men kritikken går ikke kun på selve besparelserne – de går også på, at politikerne ikke selv udpeger, hvor der skal spares.
”Politikerne har også i tidligere spareøvelser sendt beslutningen om, hvor sparekniven skulle sættes ind, ud i flere høringsrunder til skade for de ansattes trivsel og arbejdsmiljø, ” siger fællestillidsmand, Dorit Andresen fra BUPL Nord.
Formand for Børneudvalget, Sisse Krøll Willemoes siger, at hun tager imod aben:
”Jeg er glad for, at de møder op og viser deres engagement og bekymring for de unge. De siger, at vi som politikere ikke ved, hvor vi sparer henne, og jeg er enig i, at det kan være nemt at skrue op og ned for millionerne, så længe man ikke ved, hvem det rammer.” Hun tilføjer:
”Vi har i Nyt Gribskov primært stemt for budgettet for at undgå meget større besparelser som foreslået af borgmesteren.”
Vi skal levere
Kim Valentin selv hæfter sig ved, at 22 ud af 23 byrådsmedlemmer har stemt ja tak til budgetforslaget.
Han mener, at kritikerne burde se på, hvor lille en procentdel af det samlede budget, besparelserne udgør og henviser til, at der også er fundet ekstra penge til ungeområdet. De skal bl.a. gå til en narkoindsats og til såkaldt turbohjælp til 8.-9.-klasses elever i overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse.
Kim Valentin tilføjer:
”Besparelserne er altså en opgave, vi har fået og skal levere på, og som man som faggruppe ikke kan melde sig ud af. Man må involvere sig.”