Aarhusiansk nørdbureau vokser i rekordfart
OnlinePartners har på et år skabt ti nye arbejdspladser og får nu flot kåring
Det går stærkt hos search marketing-bureauet OnlinePartners, der specialiserer sig i datadrevet søgemaskineoptimering.
Faktisk så stærkt, at firmaet tidligere på året måtte fjerne kontaktformularen på sin hjemmeside, da der ikke var kapacitet til at tage flere nye kunder ind.
“Vores egen fremgang hænger jo sammen med vækst hos vores kunder, når de får øget synlighed og nye kunder. Det giver mig et rush, hver gang vores kunder udvider, og hver gang en ny kunde kommer ind ad døren efter at have fået os anbefalet,” lyder det fra Tina Halkjær Jensen, der er partner og direktør for forretningsudvikling, i en pressemeddelelse.
Selv i en branche, der er præget af fremgang, skiller OnlinePartners sig ud med 319 procent vækst på fire år. Revisionsfirmaet EY nominerede derfor for nylig bureauet til Entrepreneur Of The Year, og senest har Børsen kåret OnlinePartners til Gazellevirksomhed.
“Priser og hæder motiverer altid, og efter en række nye tiltag er vi nu klar til at skrue yderligere op for tempoet og styrke forretningen med endnu flere passionerede nørder,” fastslår Tina Halkjær Jensen.
OnlinePartners, som holder til på Dalgas Avenue, beskæftiger i dag 25 medarbejdere og forventer i løbet af 2017 at skabe yderligere ti nye job.
dp