Fortsæt til indhold

Bro-aftale kan give jobboom i Frederikssund

15 procent af den kommende fjord-forbindelse skal laves i Polen og sejles til Danmark. Resten skal produceres i Danmark. Og de lokale virksomheder skal i størst muligt omfang med i projektet

Samfund
Henrik Gregersen

Frederikssund Det bliver et europæisk Joint Venture bestående af Rizzani de Eccher, Besix og Acciona Infraestructuras, som Vejdirektoratet agter at indgå kontrakt med på milliardopgaven med at bygge den nye bro og motortrafikvej over Roskilde Fjord. Dermed kan kampen for at sikre lokale arbejdspladser i projektet intensiveres. "Vi anslår, at der er 400-450 årsværk, der skal befkæftiges i tre år med opførelsen. Det er altså rigtig mange arbejdspladser," konstaterer Peter Bo Andersen, direktør i Frederikssund Erhverv "Derfor har vi løbende været i dialog med Vejdirektoratet om, hvordan vi sikrer flest mulig danske arbejdspladser, Vi har jo i en årrække vidst, at det ville komme, og det er årsagen til, at vi sidste år iværksatte Greater Suppliers, hvor lokale virksomheder af Vejdirektoratet, MT Højgaard og andre har kunnet få at vide, hvad det kræver at komme i betragtning. Vi har fået mange positive tilkendegivelser, og vi har virkelig nydt godt af, at vi har kunnet trække på Pernille Kroghs erfaringer fra arbejdet med Femernforbindelsen," lyder det fra Peter Bo Andersen.

Europæisk Joint Venture

Ifølge en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet er det et europæisk Joint Venture bestående af en italiensk, en belgisk og en spansk virksomhed, der skal opføre broen. ”Vi er færdige med at evaluere de fire indkomne tilbud. Vi er meget tilfredse med, at vi nu er så langt i processen, at vi forhåbentlig snart indgår kontrakt med dem og dermed når endnu en vigtig milepæl i forhold til at få etableret en fjordforbindelse,” siger anlægschef i Vejdirektoratet Erik Stoklund Larsen. ”Dette Joint Venture har rigtig gode referencer fra tilsvarende infrastrukturprojekter rundt om i verden, også fra projekter i Natura 2000 områder. Lige netop erfaringer med anlægsarbejder i særligt sårbare naturområder har været en høj prioritet for os som bygherre,” fortsætter Erik Stoklund Larsen. Tre ud de fire priser, der kom ind på opgaven lå under entrepriseoverslaget på 1.1 mia. Vurderingen af de indkomne tilbud og dermed udvælgelsen af entreprenøren er sket i to tempi. Først har man vurderet tilbuddene på en række kvalitative parametre, hvilket bl.a. omhandler deres tekniske løsninger, men eksempelvis også hvordan entreprenøren påtænker at gennemføre projektet under størst mulig hensyntagen til omgivelserne. Nu er den del færdig og de bydende parter er orienteret om den kvalitative pointgivning. Fredag den 2. september blev priskuverterne åbnet i plenum. Det Joint Venture, der har den bedste samlede score, er den vindende part. ”Det er til stor glæde for Fjordforbindelsen Frederikssund SOV, at det valgte Joint Venture både havde den bedste kvalitative bedømmelse og den laveste pris . I bestyrelsen ser vi frem til, at de snart går i gang i marken,” siger en glad Leif Tullberg, bestyrelsesformand i Fjordforbindelsen Frederikssund SOV. ”Det var store internationale entreprenørvirksomheder, der bød på opgaven. Det er dejligt at se, at det vindende Joint Venture har danske underleverandører i form af SWECO som rådgiver på miljø og geoteknik, samt MJ Eriksson som underentreprenør på jord- og afvandingsarbejder. Derfor forventer vi også, at der bliver en del lokale arbejdspladser i hele byggeperioden,” siger Leif Tullberg. Joint Venturet har i deres tilbud valgt, at elementer til broens overbygning bliver produceret i Polen og sejlet til en dansk havn. Den del svarer til ca. 15 % af den samlede produktion. Resten af projektet, såsom fundering og underbygning af højbroen samt den resterende del af kontrakten vil blive produceret på stedet. Den formelle kontraktindgåelse foregår primo oktober.