Fortsæt til indhold

Spaden i jorden til 94 nye lejligheder

Boligbyggeri har været længe undervejs, men fredag blev der endelig taget første spadestik til det store boligkompleks i Hillerøds centrum

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Endnu er der bare en byggegrund med grus, betonpæle, murbrokker og kæmpe maskiner.
Men til foråret 2018 skal der efter planen stå fire nye huse med 94 lejligheder klar over for BioCity og 10. klasseskolen på Nordre Jernbanevej i Hillerød. Første spade blev stukket i jorden ved en ceremoni fredag.
Planerne om at bygge nyt på grunden har været mange år undervejs, fortalte flere af parterne, som holdt tale. Borgmester Dorte Meldgaard fortalte, at et gammelt mejeri var blevet ned for 12 år siden.
"Siden har der været parkeringsplads i mange år. Men nu er det lykkes at få et flot nybyggeri her midt i Hillerød, og det er vi rigtig glade for".

Sag i 16 år

Arkitekt Åge Rønde, tidligere indehaver og nu tegnestuechef på Tegnestuen Møllestræde, sagde i sin tale, at tegnestuen havde haft sagen registreret i 16 år. Dengang havde han siddet i Lejerbos lokaler på nabogrunden og givet håndslag på, at nu skulle der findes nogle egnede grunde til boligbyggeri i Nordsjælland:
"Da vi gik hver til sit, kom jeg ud på gaden, og mine øjne faldt på grunden her. Jeg mente, at det måtte være en af de bedst beliggende grunde til boligbyggeri i Hillerød - et stenkast fra togstationen, biografen, kirken, Torvet og diverse indkøbsmuligheder".
Der gik dog mange år, før den nyeste lokalplan blev godkendt af byrådet i juni 2015 af et samlet byråd. Kun Dansk Folkepartis suppleant Lene Kattrup stemte imod, da hun mente, der ikke skulle bygges så tæt og højt på grunden. Ingen var dog kommet med indvendinger i høringsperioden.

Borgmesteren fik også mulighed for at prøve at banke en af byggeriets betonpæle i jorden med MT Højgaards nyindkøbte rammemaskine. Det var noget, som kunne høres langvejs fra. Foto: Mdt

Stor befolkningsvækst

Flere lokalplaner er tidligere blevet godkendt for grunden - også efter store protester og ståhej, men blandt andet finanskrisen kom i vejen for nyt byggeri. Men nu er byggeriet altså i gang - og der er et stort behov for nye boliger i Hillerød, understregede Dorte Meldgaard:
"Bare siden 1. september har vi fået 40 nye borgere i Hillerød, og det går kun én vej: Opad. Ifølge prognoserne bliver der 17 procent flere borgere i kommunen om 10 år. Det er ret mange, og vi glæder os til det, men det kræver nye boliger".
Der bliver bygget boliger i Ullerød - og den nye bydel Favrholm i syd er godt på vej. Borgmesteren understregede, at der er brug for alle typer boliger:
"Både eje- og lejeboliger, store og små, så vi kan tiltrække mange forskellgie mennesker, både dem, der ikke tjener så meget, og dem, der tjener mere. Både børnefamilier, unge studerende og seniorer," sagde hun.
Det er ejendomsselskabet PFA Ejendomme og bygge- og anlægsvirksomheden MT Højgaard, som har indgået kontrakt om opførelsen af boligerne.

De 94 lejligheder
bliver i størrelsesordenen mellem 70 og 110 kvadratmeter.
får egen parkeringsplads, hvoraf en del vil være overdækkede.
står indflytningsklar i foråret 2018
bliver udbudt som lejelejligheder af PFA Ejendomme
Opføes i fire punkthuse og et gadehus på samlet 9.500 kvadratmeter

Lejlighedskomplekset består af tre punkthuse og et hus, som ligger langs gaden over mod HUC. Illustration: Tegnestuen Møllestræde A/S
Der blev faktisk taget flere første spadestik - her ses Åge Røndes spadestik. Foto: Mdt
Erik Nielsens spadestik. Foto: Mdt
Michael Burhns spadestik. Foto: Mdt