Fortsæt til indhold

"Lidt ligesom at have royalt besøg"

Ministerbesøg har PR-værdi for Hedensted-virksomheden Heco

Samfund
Jeppe Rafn

Hedensted-virksomheden Heco deltog for nylig på verdens største maritime messe, SMM Hamburg. En af dagene kiggede Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) forbi den lokale virksomhed, som han har kendt og fulgt i mange år, fordi ministeren selv kommer fra Hedensted-Vejle området.
“Jeg er jo interesseret i at understøtte og fastholde beskæftigelsen i det område, jeg kommer fra,” siger ministeren, der blev modtaget med åbne arme på Hecos stand.
“Det er lidt ligesom at have royalt besøg. Det har en PR-værdi overfor vores kunder, som vi er rigtig glade for. Især i Asien er netværk altafgørende. Det har en god effekt at kunne sige, vi har haft besøg af en minister,” fortæller Hecos administrerende direktør Carsten Steffensen.

Fortjener minister-besøg

Heco er underleverandør til primært skibsindustrien. På messen i Hamborg besøgte Troels Lund Poulsen flere af de helt store udenlandske skibsværfter for at henlede deres opmærksomhed på, at Danmark har nogle stærke underleverandør-kæder til skibsindustrien. Omkring 100 danske virksomheder var repræsenteret på den enorme messe.
“Jeg tror, jeg er den første danske minister i 20 år, der har besøgt messen, og jeg vil deltage igen om to år for at give dem politisk opmærksomhed. Det fortjener de, når så mange danske virksomheder er samlet,” siger Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen til Lokalavisen.
Trods ministerens solide forkendskab til Heco, var der nok at snakke om, for den gamle familieejede virksomhed blev for et år siden opkøbt af den danske G & O Maritime Group, som Heco nu er en del af.
“Vi kan også bruge ministerbesøget til positionering i vores egen virksomhedsgruppe,” fortæller Hecos direktør.