Kim Salby vinder igen DM i bænkpres og styrkeløft
Han kan nu kalde sig danmarksmester for 20. gang
Kim Salby fra Aabenraa har netop deltaget i DM i bænkpres, der blev afholdt forleden i Aalborg, hvor Kim vandt sin aldersklasse i 83 kg's klassen. DM i bænkpres var et såkaldt Classic stævne, hvor der løftes uden den stramme og støttende bænkpres-skjorte. Senere på året afholdes yderligere et DM, hvor bænkpresskjorten er tilladt.
Første udfordring var at klare indvejningen, der maksimalt måtte vise 83,0 kg ved indvejningen søndag formiddag, hvilket er en udfordring når man normalt ligger på 87 - 88 kg. Men trods nogle hårde uger (med masser af løb), og minimal mad- og væskeindtag lørdag, viste vægten søndag morgen 84 kg, altså stadig et kg for meget.
På med sort affaldssæk
Altså skulle der ske vægttab undervejs til stævnet så på med en sort affaldssæk indenunder alt tøjet, og dernæst kl. 6 afgang mod Aalborg.
Ved ankomsten kl. 8.30, viste vægten præcis 83,0 kg, Kl. 10.45 var indvejningen klaret og så blev der lige spist og drukket til den store guldmedalje, så vægten formentlig har nærmet sig 86 kg, da han skulle i gang med at løfte ca. kl. 13.30. Første løft på 120 kg blev løftet uden problemer. Han valgte så at satse med 137,5 kg i 2. løft, hvilket blev løftet under store anstrengelser. Da alle løft var overstået kunne Kim med stor glæde konstatere, at med de 137,5 kg var DM nr. 20, i bænkpres og styrkeløft under ét, i hus.
At Kim så med de 137,5 kg, faktisk også ville kunne have vundet både 93 kg's vægtklassen og 105 kg's vægtklassen gjorde ikke glæden mindre .
Kim Salby har tidligere vundet ikke mindre end 13 DM i bænkpres og 6 DM i styrkeløft (trekamp bestående af squat, bænkpres og dødløft). Dermed har han nu i alt vundet 20 officielle danmarksmesterskaber.
Med hensyn til fremtiden er Kims største ambition at kunne holde sig i form og deltage i forskellige sportsaktiviteter sammen med familien, idet sport, og ikke mindst triatlon, fylder rigtig meget i familien Salbys hverdag. Både Kim, Anne-Marie og drengene er medlem af Rødekro Tri & Motion og flittige stævnedeltagere.
gish