Fortsæt til indhold

”86 procent er ikke nok for os”

På Rundhøjskolen, hvor færrest elever er ensomme, har ledelsen endnu højere ambitioner

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

På Rundhøjskolen i Højbjerg er det 86 procent af eleverne, der aldrig eller sjældent føler sig ensomme.
Det tal er dog ikke helt nok for skoleleder Mogens Toustrup:
“De resterende 14 procent er jo altid 14 procent for meget. Det er selvfølgelig godt nok i forhold til andre skoler, men Jeg er ikke tilfreds, når det ikke er 100 procent,” siger Mogens Toustrup.
Han fortæller, at Rundhøjskolen arbejder med tre værdier; faglighed, trivsel og fællesskab.
“Vi er en idrætsskole, og det giver os nok et bedre fællesskab end andre skoler,” siger Mogens Toustrup og uddyber:
“Alle har en times idræt hver dag. Det er med til at give fællesskab at man er med på et hold,” siger lederen.
Elevernes svar i trivselsmålingen bliver hvert år fulgt nøje. Hver klasse følger op på målingen med handleplaner.
“Vi arbejder hele tiden på at blive bedre. Vi organiserer for eksempel legepatruljer, hvor skiftende elever har ansvaret for, at alle er med. I hver enkelt klasse inddrager vi både lærer, elever, ledere og forældre i arbejdet,” siger Mogens Toustrup.
Seks procent af eleverne på skolen føler sig tit eller meget tit ensomme.