Butikken er et fristed
I Special-Butikken satser Stefan Knudsen ikke på hurtige handler, så det er OK at sparke til en donkraft, få en kop kaffe og gå igen
Svesken bag disken i denne uge er Stefan Knudsen, som driver Special-Butikken på Danmarksvej i Skanderborg sammen med partnerne Flemming Petersen og Morten Nylander.
Butikken er et rent El Dorado for feinscheckere, der elsker maskiner, uanset om det er håndværktøj. elværktøj eller havemaskiner som motorsav og græsslåmaskine og mange andre tekniske artikler.
Sortimentet er både bredt og dybt, og Special-Butikken er leveringsdygtig, hvad enten det gælder arbejdsbeklædning, gas, smøreolieprodukter og meget, meget mere.
Og findes det ikke i den 600 kvadratmeter store butik eller på det 200 kvadratmeter store lager, så skaffes det hjem som en service.
Det var Mogens Meyer, som trådte ud for at gå på pension for et år siden, der etablerede butikken. Det er i øvrigt 35 år siden 1. november.
I starten af 80'erne var butikken en del af BPs gasbutikker. Da de blev lukket, fortsatte en del af butikkerne under navnet Special-Butikken, der i øvrigt fortsat er gasdepot.
Der er 10 tilbage, og den i Skanderborg samarbejder tæt med seks andre blandt andet om udgivelsen af Varehåndbogen to gange om året.
Kunderne kommer fra hele Østjylland, og salget fordeler sig fifty-fifty mellem private og professionelle.
Stefan Knudsen blev partner for tre år siden, og han elsker sit job.
“Oprindelig er jeg uddannet revisor, men har lavet meget forskelligt siden da, arbejdet som håndværker, bygget huse i Tyskland og været sælger hos en trælast,” fortæller han.
Erfaringerne med tal og økonomi, og det at Stefan kender sin værktøjskasse, kommer ham til gode både i butikken og i øvrigt også privat, da han satte sit hus, det gamle bogtrykkeri i Ry, i stand sammen med en murermester.
Hvem er du, når du ikke står bag disken?
Jeg er 47 år og bor i Ry med min kone, og vi har fire børn i alderen 10, 13, 21 og 24 år. I fritiden er jeg noget af en træningsnarkoman. Jeg løber marathon og gennemførte en fuld ironman for to år siden. Fra marts til september cykler jeg til og fra arbejde hver dag. Det er sundt, og så renser det hovedet efter en lang dag i butikken.
Hvad vil du gerne fylde dit liv med?
Jeg elsker at rejse. Især storbyer i Europa, hvor der er noget historie. Paris og London hører til yndlingsbyerne. Og en gang om året har vi alle fire børn med.
Hvilke oplevelser vil du gerne give kunderne?
Kunden skal opleve god service. At vi er interesseret i dem og prøver at vejlede dem, og vi har altid god tid til kunder, som gerne skulle føle sig i centrum. Det er service og engagement, man skal overleve på som selvstændig.
Hvad er den bedste oplevelse, du har haft med en kunde?
Alle kunder er særlige oplevelse, men hvis kunderne er tilfredse, så er jeg også glad, for så går det op i en højere enhed og er en god forretning for begge parter. Vi har flere generationer af kunder, Mogens startede med Far, og vi har sønnerne. Det er ikke den hurtige handel, vi satser på, men et langt samspil. Nogen kigger bare rundt i forretningen, sparker lidt til en donkraft, drikker en kop kaffe og går igen. Det er skønt, når butikken bliver et fristed...