“Ældre skal tilbydes et dagligt bad”
Venstres nye folketingskandidat har særligt fokus på ældre og sundhed
Venstre i Østjyllands Storkreds har fået en ny folketingskandidat. Det er Birte M. Andersen, der netop er blevet opstillet med enstemmig opbakning fra Horsens Kredsen, og nu vil være på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg i hele Østjylland.
Birte M. Andersen er til daglig plejedistriktschef i ældreplejen i Skanderborg Kommune. Hun er også medlem af Byrådet i Skanderborg hvor hun, blandt andet er næstformand i Kultur– og Sundhedsudvalget.
Den nye folketingskandidat, der er 57 år, vil i sit politiske arbejde lægge vægt på sundheds og ældrepolitikken. Her mener hun, Venstre trænger til en styrket profil, og at der i det hele taget er brug for en mere markant politisk indsats.
“Et samfund kendes på, hvordan det behandler sine gamle, lyder et gammelt mundheld. Jeg synes, de ord rummer megen sandhed. Vores ældrepleje er ikke dårlig generelt, men vi har brug for i højere grad at fokusere på den enkeltes behov og muligheder. Vi har brug for mere kvalitet, fysisk og kreativt indhold, som tager udgangspunkt i det enkeltes menneskes livssituation,” siger Birte M. Andersen i en pressemeddelelse fra Venstre.
“Det er på høje tid, vi bevæger os væk fra diskussionen om, hvor mange gange den ældre kan komme i bad, og om vakuum mad er det rigtige eller ej. Ældres kost skal selvfølgelig sammensættes ud fra deres egne ønsker, og de skal naturligvis tilbydes et dagligt bad. Det drejer sig om at imødekomme den enkeltes behov og ønsker og ikke systemets.
Sygehusstrukturen og sundhedspolitikken er i disse år under forandring. Der sker en øget specialisering, og kommunerne skal i stigende omfang tage sig af efterbehandling og forebyggelse. Det er vigtige opgaver, som kommer til at udfordre kommunerne, men opgaven skal løses kvalificeret. Det er forudsætningen for, at vi kan få kvalitet ind i de flere leveår, som den lægefaglige kunnen skaber mulighed for. Forebyggelse og effektiv opfølgning på behandling er også nøglen til at udjævne den ulighed, der i dag er i befolkningens sundhed. Den ulighed er meget markant og er i disse år desværre stigende. Det er også en socialpolitisk opgave, som kræver en politisk stillingtagen. Det interesserer mig meget, og det har jeg både fagligt og politisk fokus på,” siger Birte M. Andersen.
Hun går nu i gang med sit politiske arbejde som folketingskandidat.
“Der bliver lidt småtravlt. Jeg må jo se at blive klar. Vi ved jo ikke, om der lige pludselig bliver udskrevet folketingsvalg,” siger Birte M. Andersen.
Venstres nye folketingskandidat har siden 1985 været gift med Kim Andersen, som er tidligere folketingsmedlem for Venstre. Sammen har de tre voksne børn og et barnebarn.