Øget fartgrænse på vej på motortrafikveje i nord
Vejdirektoratet er gået i gang med at opgradere to strækninger
I slutningen af 2016 forventer Vejdirektoratet, at trafikanter, der benytter de to motortrafikvejsstrækninger Løgten-Bale og Bale-Ugelbølle, kan komme en smule hurtigere frem og tilbage.
I en pressemeddelelse oplyser direktoratet, at man har igangsat arbejdet med at opgradere de to strækninger, så bilisterne fremover må køre 100 km/t i stedet for 90, som det er tilfældet lige nu.
Det sker som følge af en ændring af færdselsloven, som Folketinget vedtog den 3. maj.
Øger mobiliteten
Opgraderingerne indebærer blandt andet, at der etableres nye midterautoværn for at øge sikkerheden, når hastigheden sættes op.
”Jeg er glad for, at opgraderingerne er i gang, så bilisterne får lov til at sætte hastigheden op på udvalgte veje rundt omkring i landet. Ved at øge hastigheden på de motortrafikveje, som er egnet til hurtigere kørsel, gøres det nemmere at komme fra A til B. Det hjælper på mobiliteten i samfundet og er til glæde for bilisterne,” siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V).
I sommer blev samme slags opgradering gennemført fra Holbæk til Vig på Sjælland.
Arbejdet fra det nordlige Aarhus og ud til Djursland er næste projekt i rækken.
dp