”Vi har god tid til patienterne”
Læge Tinne Nielsen er startet op helt fra bunden med en lægeklinik uden patienter
”Vi er vant til at løbe stærkt, så lige nu er vores største udfordring at tage det roligt,” fortæller læge Tinne Nielsen og sygeplejerske Anette Møller, der tilsammen udgør Lægerne Rædershus i Horsens.
Lægehuset er helt nyt. Det åbnede 1. august i år og har indtil videre 220 patienter, så der er stykke vej op til normen på 1.600 patienter for en praktiserende læge.
”Vi sidder klar og kan tage folk ind, mens mange læger i byen er overbelastede. Når man som os starter fra bunden, er der tid til at lære patienterne at kende og undersøge, hvad de fejler. På den måde kommer man bedre i gang, og det er på sigt en fordel,” siger Tinne Nielsen.
Lægemangel i Horsens
Som praktiserende læge køber man typisk en praksis, der er i drift og har omkring de 1.600 patienter. Det sker normalt kun i yderområder med lægemangel, at man åbner helt fra bunden uden patienter, men for et års tid siden blev Horsens på grund af befolkningsvækst ramt af lægemangel. Tilflyttere til Horsens er blevet henvist til læger i for eksempel Brædstrup.
Region Midtjylland annoncerede derfor i slutningen af sidste år efter to nye praktiserende læger i Horsens by til opstart i januar 2016. Det har taget noget tid at få lokket læger til byen, men er nu lykkedes med tilgangen af Tinne Nielsen samt en anden praktiserende læge, der er blevet tilknyttet et af byens eksisterende lægehuse.
Tættere på patienterne
Tinne Nielsen er 44 år. Hun blev medicinuddannet i 2003 og har senere taget den 5-årige uddannelse til speciallæge i almen medicin, som man skal have for at blive praktiserende læge. Tinne har desuden taget en overbygningsuddannelse i akutmedicin, der kvalificerer til et job som overlæge på et sygehus.
”Når jeg har valgt at blive praktiserende læge, er det fordi, jeg bedre kan lide dagligdagen i et lægehus frem for på et sygehus. Du kender patienternes baggrund, følger dem og får en nærhed med patienterne, som du aldrig får på et sygehus. På sygehuset får du tit ekstremt dårlige patienter, mens du som praktiserende læge har hele spektret. Jeg kan godt lide mennesker og interesserer mig både for børn og ældre,” siger byens nye læge.
Hun har taget det som en udfordring at starte op helt fra bunden uden patienter og personale.
”Jeg synes, det har været skægt at finde egne lokaler og personale (Anette) med mere, og som sololæge kan jeg jo bestemme 100 procent selv. Det er en kæmpe investering at åbne en ny klinik, men jeg kan godt lide at sætte ting i gang, og jeg har gjort det selv uden hjælp fra region og kommune,” fortæller Tinne Nielsen.
Flere behandlere i huset
Under sin uddannelse til speciallæge i almen medicin har Tinne Nielsen blandt andet været praktiserende læge i sundhedshuset i Ry, der har flere forskellige behandlere under samme tag. Det har inspireret hende til at finde et tilsvarende sted i Horsens i Rædersgade, hvor Horsens Fysioterapi & Træning og psykolog Christine Sig Hinke også holder til.
De har et tværfagligt samarbejde og spiser dagligt sammen i den fælles kantine.
”Selvom vi kun er to personer, føler vi os aldrig alene. Der er altid folk i huset,” siger sygeplejerske Anette Møller, Lægerne Rædershus.
Tinne og Anette kender hinanden fra akutafdelingen på sygehuset i Horsens, hvor Anette stadig er tilknyttet ved siden af arbejdet som sygeplejerske i Horsens' nye lægehus.