Esbjerg investerer over 20 milliarder i byudvikling
Havnen, midtbyen og mange andre områder af Esbjerg er under massiv forandring. I denne uge er der stor konference om Esbjerg byudvikling, og her får du et oprids af nogle af de mange udviklingsprojekter, der er i gang og skal i gang. Psrojekter for over 2
Klokken 09.00 tirsdag morgen sætter en lang række lokale personligheder samt gæster udefra sig til rette på Hotel Britannia. De skal alle deltage i en konference om Esbjergs byudvikling, som man investerer langt over 20 milliarder kroner i i de kommende år.
Lokalavisen Esbjerg giver dig et rids over, hvad deltagerne blandt andet bliver præsenteret for. Og hvorfor det er yderst interessant at være borger i Esbjerg Kommune i disse år.
Når kalenderen viser 2025, er Esbjerg Kommune efter alt at dømme vokset til 125.000 indbyggere. Det er dog ikke kun indbyggerantallet, der er skudt i vejret, det samme vil en hel del nye byggerier være, og som det ser ud nu, er der tale om mere end 400.000 kvm boligbyggeri og 200.000 kvm erhvervsbyggeri.
Konstant udvikling
Esbjerg er med andre ord under konstant udvikling i disse år, og det skyldes ikke mindst byens epicenter, havnen.
Esbjerg har alle dage været en stor industriby, og det er den også i disse år, hvilket ikke mindst skyldes energi både til havs og til lands. Byen er blevet offshore-centrum i Danmark inden for både olie, gas og vind, og 62 procent af arbejdsstyrken inden for offshore energi i Danmark er således beskæftiget i Esbjerg, ligesom byen er blevet optaget i selskabet af de 20 vigtigste energibyer på verdensplan.
De 250 energi-firmaer og de 13.500 arbejdspladser skal dog gerne fordobles på kort tid, og Esbjerg Havn igangsætter derfor også endnu en havneudvidelse med et areal på 250.000 kvm, to ramper til RO/RO-færger og kajarealer med kapacitet til udskibning af tungt projektgods samt vindmøllekomponenter. Projektet forventes at kunne tages i brug i 2017, og der bliver direkte adgang til E20-motorvejen.
Udvidelse af østhavnen
De gode takter fra havnen skal kombineres med at gøre Esbjerg til en bedre by at leve og arbejde i, så man kan tiltrække uddannet arbejdskraft samt deres familier.
Derfor har Esbjerg Kommune sat 100 byudviklingspunkter på dagsordenen, der skal synliggøre byens kvaliteter som en metropol, og samlet vil Esbjerg investere over 20 milliarder i byudvikling de kommende år med en ny strategiplan 2018-2030 som pejlemærke.
Esbjergs sammenhæng som by bliver i de kommende år også løftet markant. Det sker blandt andet med en udvidelse af Østhavnen i syd, mens man mod nord som bekendt udvikler Esbjerg Strand med domicilbyggeri, havneø med caféer, kunstmuseum og lystbådehavn med 300 både.
Læg dertil en styrkelse af Campusområdet i Jerne, at den grønne ring skal integreres med boligområderne, et højt, markant nybyggeri på Tovværksområdet samt områdefornyelse af Østerbyen. Ydermere skal der skabes broforbindelse mellem bymidten og Dokhavnen, parkeringshuse og hotel i bymidten, mens gågadens opgradering forsættes. Jo, der er rigeligt at glædes over.
Storbyatmosfære trives
Hele midtbyen skal med andre ord byfortættes for at gøre centrum levende dag og aften. Storbyatmosfæren skal ske gennem udvikling af de tre akser; Kongensgades handel, Torvegades kultur og Skolegades sociale liv med restauranter, spillesteder og barer.
Attraktiviteten skal desuden øges med butikscenteret Broens godt 70 butikker for enden af gågaden, mens Kongensgade-karéens 15.000 kvm butikker og boliger åbner i 2018. Gågaden selv er også i færd med at blive gjort mere attraktiv, sidegader moderniseres og der etableres havnepromenade og Landgang fra by til havn.
Endelig skal der i Skolegade opføres det 5.230 kvm store Esbjerg City Hotel med 13 etager, 100 værelser, lejligheder og kontorer, så der sker med andre ord en massiv byfortætning.
5.000 ekstra boliger
Esbjerg har sammen med Sønderborg haft den højeste vækst i boligpriserne 2012-2015 og boligpriserne i Esbjerg er med 11.000 kr per kvm i top 3 i Sydjylland.
Men hvordan forventes boligmarkedet i Esbjerg at udvikle sig fra 2017-2025, hvor der vil være 10.000 flere indbyggere end i dag og dermed behov for 5.000 ekstra boliger? Tjaah, der skal blandt andet bygges 1.000 almene boliger, især som ungdomsboliger til de mange nye studerende.
Også erhvervslivet bygger - og har bygget - nye og store domicilbyggerier i Esbjerg: Semco, Mærsk Olie og Gas, Det Faglige Hus, Dong, Nicon industries, SE, Welltec, Haliburton; Esvagt, Hytor og Blue Water for blot at nævne nogle.
De lave oliepriser har naturligvis skabt en vis afmatning på markedet for kontor-, logistik- og produktionsejendomme i Esbjerg, men energiområdet er som helhed voksende. Og flere statslige arbejdspladser placeres som bekendt nu også i Esbjerg.
Lysningen - nyt byområde
Esbjerg Højskole-området, der ligger i forlængelse af campusområdet, skal også udvikles markant i de kommende år.
Som vi skrev for efterhånden lang tid siden her i Lokalavisen Esbjerg, er projektet døbt Lysningen og bliver en helt ny bydel med 500 boliger og 20.000 kvm erhverv. Det omfatter området ved Stormgade og Spangsbjerg Kirkevej, hvor blandt andet uddannelsesinstitutionen Rybners, Ungdomsbo og Esbjerg Conference Hotel ligger.
I samarbejde med Move Arkitektur har Esbjerg Kommune fået udarbejdet en masterplan, der både lægger op til 50.000 kvm nybyggeri samt renovering eller nedrivning af eksisterende byggeri. Området skal udvikles af de aktører, som allerede er i området og af investorer udefra, blandt andet Claus Sørensen Gruppen der har købt et 12.000 kvm stort grundstykke. Der skal bygges i op til 16 etager med hotel, ungdomsboliger, ejerlejligheder og lejeboliger. Byggerierne kan starte i 2017, når lokalplanerne er vedtaget.
Der er med andre ord fuld fart over feltet i Esbjerg, der på trods af krisetider i oliebranchen ikke lader sig bremse i byudviklingen.
Rask må det gå!