Elever finder fokus gennem de firbenede
Langagerskolen i Viby har haft besøg af tre skolehunde. Eleverne har elsket det og har fået mange succesoplevelser
“Kan du give high five?” Spørger 16-årige Sophia den lille beagle Becca.
Hunden lystrer gang på gang den unge piges kommandoer, så længe hun koncentrerer sig om opgaven.
Netop det at blive bedre til at holde fokus er én af de gode ting, som skolehundene Becca, Ida og Maggie giver eleverne, som de besøger.
De seneste seks uger har de lagt vejen forbi specialskolen Langagerskolen i Viby, som er for børn og unge med ADHD og autisme. Her har en mindre gruppe elever lært om hunde-kropssprog og om at fastholde hundenes opmærksomhed gennem forskellige øvelser.
17-årige Herman, som har kastet sin kærlighed på den brune labrador Maggie, selvom hun jævnligt forskrækker ham ved at gø, er én af de elever, og han er ikke i tvivl om, hvad hundene giver ham:
“Jeg får den her rolige følelse indeni,” forklarer han, før Maggie tigger endnu en godbid fra hans hånd.
Det er ikke lige til at se, at han faktisk er bange for hunde. Det samme kan man sige om Sophia - hun har ligeledes set sin frygt i øjnene og er nu helt vild med særligt Becca.
“Jeg er blevet bedre til at læse hundenes kropssprog og er blevet mere bevidst om mit eget kropssprog over for dem. Det gør mig mere tryg,” siger den 16-årige pige, som forklarer, at hundene får hende til at slappe af og koncentrere sig:
“Jeg ignorerer alt andet og holder kun fokus på hunden. Jeg tror godt, at jeg kan bruge det her med at holde fokus andre steder i mit liv også. For eksempel når man skal holde en samtale i gang. Så skal man også holde fokus på det, man taler om, uden at lade sig distrahere af alt muligt andet,” fortæller hun.
Alle skal opleve en succes
Det er Karina Lykkegaard Andersen fra Svenstrup, som ejer Becca, Ida og Maggie. Hun driver virksomheden Dogs United, hvor hun blandt andet laver hundetræning samt tager ud i skoler med de firbenede.
Hun startede skolehunde-delen af sin virksomhed i oktober 2015. Hurtigt var hun fuldt booket frem til sommerferien.
“Jeg går meget op i, at alle skal have en succesoplevelse med hundene. Alle skal ses og høres, og alle skal kunne løse opgaverne. Jeg lægger ret stor vægt på, at de skal lære at holde fokus - det kan de jo også bruge, når de eksempelvis laver lektier,” fortæller hundetræneren, som også oplever, at skoleeleverne ofte snakker sammen på en helt anden måde, når de er omkring hundene.
Det kan Anne Poder, pædagog på Langagerskolen, nikke genkendende til. Det er nemlig én af de ting, som hun har bemærket gennem det seks uger lange forløb.
“De er socialt sammen på en anden måde herude ved hundene, og de roser hinanden mere. I det hele taget taler de bare pænere til hinanden,” forklarer pædagogen.
“Gennem opgaverne med hundene får de også en anden type succesoplevelser, som, jeg tror, er med til at styrke deres selvværd. De får en meget umiddelbar ros af Karina lige i det øjeblik, som de gør noget rigtigt,” fortsætter hun.
Hundene kommer muligvis forbi Langagerskolen igen til foråret, og hvad synes Herman så om det?
“Jeg håber da i den grad, at de vender tilbage,” lyder det prompte.
Eleverne ønsker ikke deres efternavne offentliggjort i avisen.