Fortsæt til indhold

“Vi skal skabe omstillingsparate elever med lyst til at lære”

Højboskolen i Hørning sagde mandag 3. oktober velkommen til sin nye skoleleder, 55-årige Peder Pedersen

Samfund
Grethe Bo Madsen

Mandag i sidste uge overtog 55-årige Peder Pedersen posten som skoleleder på Højboskolen i Hørning. Peder kommer fra en stilling som viceskoleleder på Egebakkeskolen i Brabrand og inden da var han lærer på Stilling Skole.
Peder, hvad har du med i skoletasken?
Jeg har en lidt broget baggage med, kan man sige. De seneste godt 10 år har jeg arbejdet med skole og læring og har blandt andet beskæftiget mig meget med synlig læring, som skolerne i Skanderborg også arbejder ud fra.
Oprindeligt er jeg dog uddannet indenfor landbruget. Det er lidt af et karrierespring, men der skulle ske noget nyt, og jeg har altid haft lyst til at lære nyt - og lære andre noget nyt.
Jeg tror, en af mine spidskompetencer er, at jeg er virkelig god til at lytte og god til at udvikle ting. Se det større perspektiv og sådan. Jeg vil gerne gøre en god folkeskole endnu bedre.
Hvilken vej svinger pegepinden så nu?
Det er ikke sådan, at bare fordi jeg nu tager over, at så skal der nye boller på suppen, næh nej.
Men måske skal der suppleres med lidt andre krydderier. Det er sådan noget, jeg glæder mig til at finde ud af sammen med personalet, skolebestyrelsen, forældrene og i samarbejde med lokalsamfundet udenfor skolen.
Det er vigtigt med et godt samarbejde hele vejen rundt. Der er jo mange, der har en aktie i Højboskolen.
Flid, fedt eller snyd?
Jeg var nok sådan lidt dydsmønsteragtig, da jeg selv gik i skole. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at jeg har fået svedere eller er kommet uden for døren. Jeg gik på en lille landsbyskole, og jeg elskede at gå i skole og lære en masse.
Den oplevelse vil jeg gerne give videre til eleverne på Højboskolen. Altså skabe de rammer, der giver dem gode læringsoplevelser. Det skal være sjovt og berigende at lære.
Det er en verden i konstant forandring, de skal ud og agere i, og forandringstakten går hurtigere og hurtigere.
Derfor er noget af det vigtigste, vi som skole skal forsøge at give eleverne med ud i livet - ud over en grundlæggende viden - en evne til at være omstillingsparat.Det er en vigtig kompetence. Det var ikke særlig vigtigt, da jeg var barn, men i dag er det et grundvilkår.
Samtidig synes jeg, at når vi nu er så priviligerede og bor i så dejligt et land, så er det også vigtigt, at vores elever har en basal forståelse for, at det ikke er kommet af sig selv. Man skal kæmpe for demokratiet, solidariteten og ligheden.
Hvad laver du i frikvarteret?
Jeg bor sammen med min kone i Herskind, som vi forøvrigt flyttede til ved lidt af et tilfælde, fordi vi fandt ud af, at den lokale skole var rigtig god. Det var lige omkring det tidspunkt, hvor min ældste datter skulle starte i skole.
Nu er alle mine fire børn voksne og jeg har fået to børnebørn, og dem går der rigtig meget tid med.
Jeg holder rigtig meget af at løbe og svømme, og så går min kone og jeg til dans flere gange om ugen.