Tre vejbump skal sænke farten i Gammel Egå
Tre nye vejbump på Mejlbyvej i Gl. Egå skal sænke farten og forbedre forholdene for gående og cyklister i byen
Aarhus Kommune etablerer i uge 42 og 43 tre nye vejbump på Mejlbyvej, der løber gennem Gammel Egå.
Løsningen skal sikre, at de mange trafikanter på vejen i højere grad overholder fartgrænsen på 50 km/t. De lavere hastigheder skal gøre det mere sikkert for cyklister og gående at krydse vejen.
Et beboerønske
”Beboerne i Gammel Egå har ønsket, at farten bliver sat ned gennem byen. Med denne løsning sikrer vi både gode forhold for de bløde trafikanter samtidig med, at Mejlbyvej kan opretholde sin vigtige funktion som bin-deled mellem Grenåvej og E45,” siger Anne Høgh Vinter, projektleder i Center for Byens Anvendelse.
Benyt alternative ruter
Mens arbejdet står på i uge 42 og 43, skal trafikanter i perioder dele ét spor. Derfor vil der i perioder være forlængede rejsetider på Mejlbyvej, og Aarhus Kommune opfordrer alle med mulighed for det til at benytte alternative ruter.