Julemærkehjemmene er under pres
Mange børn må vente på at få plads på et Julemærkehjem. Stigende behov og faldende indtægter fra salg af Julemærker præger arbejdet
Der er fire danske Julemærkehjem, og de hjælper hvert år 750 børn med at finde en anden og bedre hverdag end den, de kommer fra.
Hovedparten af børnene er ramt af overvægt og ofte tynget af oplevelser med mobning, social isolation og lavt selvværd. Børnene er mellem 7 og 14 år, og gennem de 10 ugers ophold på et julemærkehjem får de både en sundere kost og livsstil og ny tro på tilværelsen. I gennemsnit taber børnene sig knap et kilo om ugen under opholdet.
Men der er både behov for flere pladser og pres på indtægterne hos Julemærkefonden, der driver de danske Julemærkehjem.
Der er i omegnen af 500 børn, som står på venteliste til en plads på et Julemærkehjem, og der kan de stå længe. Ventetiden kan være helt op til 13 måneder, hvilket er meget lange udsigter for et barn, der mistrives.
500 børn på venteliste
Desuden er kampen om indtægterne til hjælpearbejdet også blevet vanskeligere.
Julemærkesagen har traditionelt solgt Julemærker, man kunne sætte på sine julebreve, men udviklingen fra landpost til mails har gjort stort indhug i både breve og Julemærker. Fra 2003 til 2013 faldt salget af Julemærker med 10 mio. kr., og det betød, at ventelisten for børnene i den samme periode voksede fra 300 børn til knap 500 børn.
I dag er Julemærkefonden fortsat helt afhængig af donationer fra private, virksomheder og fonde – hjemmene får blot 4,5 procent af sine udgifter dækket fra det offentlige.
Fakta:
Julemærkefonden er en af landets ældste private hjælpeorganisationer. Den blev stiftet i 1904, og gennem tiderne har over 70.000 børn fået hjælp på et af de danske Julemærkehjem.
Du kan støtte Julemærkehjemmenes hjælpearbejde ved at købe Julemærker på http://www.julemaerket.dk.