Fortsæt til indhold

Buttenschøn takkede Nærum Gymnasium med morgensang

Nærum Gymnasium har samlet kæmpebeløb ind til Plan Danmark, og det takkede de for med en lille intimkoncert tirsdag morgen

Samfund
Tekst og fotos af Julie Bülow

Tilbage i september indsamlede eleverne på Nærum Gymnasium 220.000 kroner til hjælpeorganisationen Plan Danmark. Tirsdag fik skolen en hyggelig belønning, da organisationen kiggede forbi for at takke for indsatsen.
Tirsdag formiddag stimlede NAG's elever, i anledning af FN's internationale pigedag, sammen til morgensamling. Op på en lille scene trådte blogger og ambassadør for Plan, Cana Buttenschøn og sagde tak til eleverne for den stærke indsats.
Alle pengene blev indsamlet på én dag, den 21. september, hvor elever på alle klassetrin brugte dagen på at udbyde aderes arbejdskraft og for eksempel at sælge kage, slå græs eller vaske vinduer - i den gode sags tjeneste.
Da Cana præsenterede sin mand, som var morgenens hemmelige indslag, Thomas Buttenschøn, lød der et sus i salen, efterfulgt en vedholdende applaus.
Lidt tidligt på dagen var det dog, og det tog en stund at varme de unge mennesker, der havde sat sig i en stor og tilbageholden bue uden om scenen, helt op.
Med lidt charme og talegaver fik musikeren da lokket eleverne helt hen til scenekanten, mens han ubemærket klimpede videre på sin guitar.
Og da snerten af et melodistykke fik nogle af eleverne til at veksle indforståede blikke af genkendelse, forklarede han, hvorfor han mente at plan havde valgt at tage lige netop ham med til Nærum.
“Vi tager én med, som de i det mindste er nødt til at kigge på, for han ser sindssyg ud, og så synger han noget, de unge godt kan forstå,” sagde han og imiterede Plan.
“Jeg tror det er fordi de ved, jeg har skrevet en sang, som passer meget godt til, når man går i gymnasiet. Den hedder ‘Jeg håber du får dårlig sex' Og når man går i gymnasiet, så ved man altså godt, hvad dårlig sex er,”.

Eleverne imponerede

Og opvarmningen virkede. Der blev både fællesklap og sang, da han sluttede af med ‘Du er smukkere end smuk', for at hylde ‘pigerne', som FNs mærkedag netop opfordrede.
For Thomas Buttenschøn er det netop vigtigt at få lov bruge det talerør både han og hustruen har i kraft af musik såvel som blogging.
“Jeg synes det er enormt vigtigt at bidrage til at piger ude i verden kan få et bedre liv. Det er jo vildt at tænke på, at der stadig er lande, hvor det er afgørende for dine rettigheder i livet, om du har et ekstra x-kromosom eller et y,” Og det giver hans hustru ham ret i.
“Det her ér vigtigt. Og jeg er så dybt imponeret over Nærum Gymnasiums elever. Da jeg gik i gymnasiet var jeg altså ret ligeglad. Der brugte jeg min tid på at drikke øl og kysse drenge og på at pleje mig selv. Men de her elever har virkelig lagt energi i at passe på nogle mennesker et helt andet sted i verden. Det skal de da have en ordentlig tak for,” sagde Cana Buttenschøn, inden hun og husbond tog afsked med NAG.

Efter minikoncerten var der naturligvis også afsat tid til selfies. Den lille scene var hårdt prøvet af en hel horde af selfielystne unge mennesker.

Skidt før det blev godt

Nærum Gymnasiums aktivitetschef Erik Berg forklarer til avisen, at skolens klasser har hvert et planfadderbarn, som de hvert år skal rejse 3000 kroner til. Det projekt har løbet i nu tre år, og blev etableret i kølvandet på et knapt så imponerende stykke arbejde, fra skolens tidligere indsats med operations dagsværk.
“Vi kunne se efter en operation dagsværk-dag for fire år siden, at det da var utilfredsstillende for os, hvor få penge, der blev samlet ind. Mens eleverne i stedet bare brugte dagen på at holde fri. Vi bor i en af landets rigeste kommuner, så det mente vi ikke kunne være rigtigt, og vi besluttede, at vi ville melde os ud af ordningen, og forsøge noget andet. Og det må jo siges at være en succes,”.
I år har eleverne rejst de 3000 kroner til hvert af de i alt 41 planbørn. De 3000 kroner går til det enkelte barn, og derudover har skolen indsamlet yderligere knapt 2.400 kroner per klasse, som også sendes til planbørnenes område.
Gymnasiets planbørn kommer alle sammen fra byen Bondo i Kenya, og sidste år gik de overskydende penge blandt andet til at åbne et bibliotek.

Plan Danmark havde også taget små stofarmbånd med #støtpigerne tekst på. De var svært populære på gymnasiet.
Thomas Buttenschøn fik lokket med til fællessang på 'smukkere end smuk' og 'jeg håber du får dårlig sex'.