Fortsæt til indhold

Kube-legeplads i Hadsten

Mobilt legelandskab i kuber stilles op i to måneder i Hadsten

Samfund
Arkiv

Kulturhovedstad 300 kvadratmeter med hvide kuber og faldunderlag bliver stillet op på Ernst B. Sunds Plads i Hadsten i august og september 2017. Det sker i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus i 2017, som Favrskov Kommune også er en del af. My Playground er et mobilt legelandskab, hvor man sætter sine egne grænser, mærker efter i maven og prøver sig frem. Det er et nytænkende og poetisk bud på fremtidens legeplads. Et socialt og legende landskab med unikke oplevelser for alle. Et sted, hvor man stopper op, og hvor nysgerrigheden vækkes. Det er et sammenhængende areal på 300 m2, der består af mere end 20 hvide kuber. Kuberne, hvoraf nogle er mere end 3 meter høje, kan kombineres på et utal af måder og tilpasses det enkelte byrum. Her kan alle gå på opdagelse. Man kan kravle til vejrs, lytte til musikalske lydbilleder inde i kuberne, hoppe, svinge, lege, snakke og forsvinde i den tætte tåge, der sendes udover pladsen, på udvalgte tidspunkter - og når man mindst venter det. Legelandskabet besøger fire byer i Region Midtjylland – Hadsten (Favrskov), Aarhus, Randers og Holstebro - fra april til november 2017. I Hadsten placeres legepladsen på Ernst B. Sunds Plads ved Sløjfen i august og september. I denne periode er der også et lokalt aktivitetsprogram med teater, dans, kor, gymnastik, street idræt og meget mere – alt sammen arrangeret i samarbejde med frivillige og det lokale foreningsliv. Det er gratis, og alle er inviteret med - legende børn, unge studerende, børnefamilier, kunst- og arkitekturinteresserede og de ældre. Borgmester Nils Borring er glad og stolt over, at Favrskov er blandt de kun fire kommuner, der får besøg af den særlige legeplads. “Med Aarhus 2017 får vi let adgang til store kulturoplevelser i vores egen kommune, og My Playground er kultur i børne- og voksenhøjde. Jeg er sikker på, at den bliver et trækplaster for mange legeglade sjæle i sensommeren og bliver en inspiration til, hvordan vores midtbyer kan bruges på nye måder. Samtidig kan den inspirere os alle til mere bevægelse og nye oplevelser, siger Nils Borring. “ Fakta om My Playground Mere end 20 hvide komposit-kuber. Et areal på mere end 300 m2. Mellem 45 og 300 cm høj. Underlag af certificeret faldgummi. LED-belysning i farver. Poetiske tekster og grafisk ornamentik. Hazer/røg-maskine skaber en tæt tåge på udvalgte tidspunkter Stålrør til leg i galvaniseret stål. Det er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus i 2017. Legepladsen opstilles i samarbejde med arkitektfirmaet Gustin. Nordea-fonden støtter projektet.