Lidelse - “Nu er Jack en smuk stjerne på himlen”

Med en stillingsbetegnelse som graver og kirkegårdstjener er Sønderjyden Kasper Kellgren nok lidt mere hårdfør, end gennemsnittet, når det kommer til døden.
Alligevel var han ikke i tvivl, da familiens hund i en alder af bare fem år måtte aflives: Selvfølgelig skulle den gode og trofaste schæferhyrdehund Jack, der led af begyndende hofteledsdysplasi, ikke ende på storskrald.
Jack skulle derimod begraves på “Dyrekirkegården Sønderjylland” med kun få kilometers afstand fra familiens hjem.
“Jack var vores datter Milles hund, og det forpligter jo endnu mere, når der er børn involveret. Så derfor var vi ikke længe om at beslutte, at han skulle begraves her på dyrekirkegården,” fortæller Kasper Kellgren.
Og Sønderjyden er langt fra ene om at hjælpe sorgbearbejdelsen på vej ved at begrave sit kæledyr.
Flere psykologiske studier viser, at mange i dag knytter familiære bånd til deres kæledyr. I takt med urbaniseringen er forholdet mellem menneske og dyr blevet så personlige, at hunden eller katten er blevet til et familiemedlem, hvilket også forklarer, at vi steder familiens dyr til hvile på gravpladser.
Jack blev da hellere ikke “bare” begravet, men lagt i graven med blomster, sang og et citat fra den indianske livsfilosofibog “Bear Heart”, som Kasper Kellgren har fået kendskab til igennem sit kirkelige virke.
“Han skulle have et par gode ord med på vejen,” siger Kasper Kellgren, som endnu ikke har fået mod på at erstatte sit trofaste kæledyr og vagthund med en “ny Jack”. Og godt et år efter, at Jack er blevet begravet, er gravstedet stadig velplejet, og en fin juledekoration pynter hundens sidste hvilested.
“For os har det været super fint med at få Jack begravet her, i stedet for i haven, hvor man især i begyndelsen bliver mindet om tabet hele tiden. Nu kommer vi her med jævne mellemrum, mindes ham og lægger en blomst på hans grav,” siger Kasper Kellgren.
Han er især glad for, at datteren Mille er kommet sig godt over tabet af sin trofaste, firbenede ven.
“Mille har fundet trøst i, at ”Jack nu er en smuk stjerne på himlen”, som hun siger. Og det kan jeg kun give hende ret i. ”