Fortsæt til indhold

Hjemløse fik et sted at sove i kulden

Flere hjemløse horsensianere tog imod tilbuddet om at overnatte i Kirkens Korshærs varmestue i de iskolde nætter i sidste uge

Samfund
Jeppe Rafn

Når det bliver rigtigt koldt om natten med temperaturer i nærheden af minus 10 grader, er det ikke sjovt at være hjemløs og skulle overnatte udendørs. I sidste uge var der varslet tocifrede minusgrader om natten. Horsens Klosterkirke tog derfor initiativ til at oprette et akut nødherberg i Kirkens Korshærs varmestue i Horsens.
Tirsdag aften kom der to hjemløse og overnattede i varmestuen, der åbnede klokken 22. Onsdag kom der 6-7 personer, og det samme antal kiggede ind natten til fredag, hvor der var knap så koldt som de to foregående nætter.
Nogle af gæsterne, der kom torsdag, gik igen efter at have fået varmen. De fik soveposer og liggeunderlag med sig ud i natten, mens der blev tre og sov i varmestuen.
“Det er et fantastisk initiativ fra kirken, som giver mening, hvis bare nogen tager imod tilbuddet,” siger Kirstine Madsen, korshærsleder i Horsens.
Det var en af Klosterkirkens kirketjenere, der på grund af kuldevarslet bragte nødherberget på banen. Samme aften var der menighedsrådsmøde, hvor forslaget om at hjælpe de hjemløse blev vedtaget.

Kirken er forpligtet

“Vi synes, det er kirkearbejde. Vi står jo og taler om næstekærlighed på prædikestolen, så vi føler en form for forpligtelse,” siger sognepræst ved Klosterkirken, Peter Stentoft.
Korshærspræst Jakob Hjørnholm fortæller, at man havde kendskab til i hvert fald to personer, som ikke har noget sted at overnatte. De har på grund af vold fået karantæne på Sølyst og Vesterled, som ellers er de steder, hvor hjemløse akut kan henvende sig.
“De blev rigtig glade, da vi fortalte dem, at de kunne overnatte i varmestuen,” fortæller Korshærspræsten, der er tilknyttet Klosterkirken i Horsens.
Sognepræst Peter Stentoft tilføjer:
“Vi har ikke bøvl med dem hos os. De er taknemmelige for, at der er nogen, der gider være sammen med dem.”
Klosterkirken har et tæt samarbejde med byens varmestue og uddeler blandt andet madbilletter til socialt udsatte i Horsens, der kan få et varmt måltid i varmestuen.

Begravet i tøj og mad

Tirsdag formiddag i sidste uge efterlyste facebookgruppen 'Har du noget til overs?' dyner, jakker, tæpper og strømper til de hjemløse. Opslaget blev delt med lynets hast, og snart væltede det ind med tøj og mad i Klosterkirken.
“Det var fuldstændig vanvittigt. Vi fik 50-100 vinterjakker, soveposer, dyner og mad til 14 dage. Folk kom med sandwiches, pålæg, kage, fisk og penge,” fortæller Korshærspræst Jakob Hjørnholm.
En pæn del af donationene kom fra Berits Hjemmepleje i Horsens, der fik organiseret en akutindsamling og fyldt tre biler med tæpper, tøj, mad, hundemad og meget andet.
“Vi blev begravet i tøj og mad. Det havde vi ikke regnet med,” fortæller sognepræst Peter Stentoft.

Gratis loppemarked

Allerede samme aften takkede facebookgruppen for den kæmpe opbakning og skrev samtidig, at man ikke kunne modtage flere donationer.
Den enorme mængde tøj blev dagen derpå lagt frem for varmestuens daglige brugere, som gratis kunne tage de ting, de kunne bruge.
“Jeg er målløs over, at KK's frivillige har haft tid til at arrangere en så speciel dag til os! Jeg fik selv et par poser med varmt tøj med hjem. Loppemarkedet var så velorganiseret at størrelser og tøj stod i overskuelige bunker. Jeg fik hjælp af en meget sød dame, som hjalp mig med at finde ting, jeg kunne bruge, blandt andet en meget lækker håndstrikket uldsweater fra Ecuador og en windbreaker for bare at nævne et par stykker,” skriver en af varmestuens brugere på Kirkens Korshærs facebookside.
Resten af tøjet er sendt videre til korshærens genbrugsbutikker.
Kriteriet for at åbne nødherberget i Horsens er, at der bliver varslet temperaturer ned omkring minus 10 grader. Nødherberget har derfor kun været åbent tirsdag, onsdag og torsdag i sidste uge.