Farvel til loyal medarbejder
Leif T. Jensen har arbejdet med spildevand side 1985, senest i Aqua Djurs
Spildevandsselskabet i Norddjurs Kommune, AquaDjurs, sagde 30. september farvel til en trofast medarbejder. Leif T. Jensen har arbejdet med spildevand siden 1985, først for Grenaa Kommune, siden for Norddjurs og til sidst for det kommunale aktieselskab, AquaDjurs.
Leif T. Jensen var udlært mekaniker, men i 1985 var han blevet træt af at arbejde inde på et mørkt værksted. Han ville mere ud. Det kom han, og han har aldrig fortrudt sit valg. Han har arbejdet med alt muligt fra reparation af pumper til slamafvanding.
"Jeg har haft et varieret arbejde, hvor man selv kunne tage ansvar for, hvordan man fik arbejdsdagen til at hænge sammen", fortæller Leif Jensen, der startede med at arbejde på det mekaniske renseanlæg i Bredstrup.
Spildevandsrensningen har i de snart 31 år, Leif T. Jensen har været med, udviklet sig enormt. I 1980'erne var der voldsom debat om fiskedød og behovet for nye og bedre rensemetoder. I 1990 blev Fornæs Renseanlæg taget i brug, og spildevandet blev nu renset biologisk og kemisk for fosfor, ammonium og organiske stoffer. Det var landets første kystnære biologiske renseanlæg.
Kommunesammenlægningen i 2007 udvidede arbejdsområdet - både geografisk og organisatorisk. I 2008 kom arbejdsgiveren til at hedde AquaDjurs, og der kom fokus på effektivisering. Det var en omvæltning, som Leif T. Jensen har taget med ophøjet ro. Den næste store omstilling i AquaDjurs til energineutralt renseanlæg, vil han dog ikke tage del i.
I stedet vil han nyde sin efterløn og søge ud i naturen og verden med sin fiskestang, ligesom han ser frem til at tage sig af sine to små børnebørn.
Læs eventuelt mere om spildevandshistorien i Norddjurs Kommune på www.aquadjurs.dk