Skæring-børn fik motion inden efterårsferie
Elever fra Skæring Skole deltog i Skolernes Motionsdag, hvor enkelte løb 16 kilometer
Den sidste skoledag før efterårsferien blev traditionen tro brugt på skolernes årlige motionsdag.
På Skæring Skole blev motionsdagen gennemført ved at 0.-1. klasserne løb rundt om skolen det antal gange, som du kunne holde til. De øvrige elever løb på stranden.
Der var etableret to ruter.
En var på tre kilometer – halvanden kilometer langs stranden ind mod byen og den samme strækning tilbage til start, der altså også var mål.
Den anden rute var på fem kilometer – efter det samme princip som den korte rute. Rigtig mange af eleverne løb flere ture i løbet af formiddagen, hvor de eksempelvis kombinerede de to ruter.
Lærerne og pædagogerne, der sørgede for registrering af hvor mange ture eleverne løb, opmuntrede eleverne til at fortsætte uden dog at presse dem. Efterfølgende var der et økologisk æble til alle børnene. I år var der sat et maksimum på 16 kilometer, og det var der faktisk flere børn der løb – blandt andre to drenge og en pige på 2. årgang.
Præmieoverrækkelse fandt sted ved bassinet ved middagstid, hvorefter børnene blev sendt på efterårsferie.
ksa