Ekstra spor på vej på Vestre Ringgade
Arbejdet med at forbedre trafikafviklingen på Vestre Ringgade er påbegyndt
For at sikre en god trafikafvikling mellem midtbyen og havnen har byrådet besluttet at skabe bedre kapacitet på Ringgaden
Byrådet har afsat 77 millioner kroner til at styrke fremkommeligheden på Ringgaden.
Indsatsen er fordelt på en række sammenhængende projekter på- og omkring Ringgaden, der alle skal forbedre forholdene for trafikanter i Aarhus.
Nu fokuseres der på Vestre Ringgade i nordgående retning på strækningen fra Aarhus Å til og med krydset ved Silkeborgvej.
Få gener for trafikanterne
Når arbejdet er afsluttet til april, vil hele denne strækning have tre ligeud-spor mod nord i stedet for de nuværende to, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
”Det giver en markant forbedring af trafikafviklingen, når vi øger antallet af spor med 50 procent på en så central strækning,” siger Trine Buus Karlsen, anlægschef i Center for Byens Anvendelse.
På hverdage vil der under arbejdet altid være to farbare spor i begge retninger.
I weekenderne i uge 44 og 45 skal der dog flyttes en stor varmeledning, og trafikanter skal derfor deles om halvdelen af vejen mellem Søren Frichs Vej og Silkeborgvej.
dp