Markant sænkning af CO2-udledning
45 procent fald i forhold til 2009 for Skanderborg kommune som virksomhed, viser den syvende opgørelse
Siden 2009 er CO2-udledningen i Skanderborg Kommune faldet med 42 procent for bygninger, 78 procent for vejbelysning og 15 procent for brændstof. Det er endnu bedre end forventet.
Skanderborg Kommunes 7. opgørelse af CO2-udledningen for kommunen som virksomhed viser et fald på 45 procent i forhold til 2009. Dermed fortsætter den positive udvikling med at nedbringe CO2.
Størst fald for vejbelysning
I 2009 indgik Skanderborg Kommune en Klimakommuneaftale med Danmarks Naturfredningsforening.
Målet var en sænkning af CO2-udledningen med 2 procent om året frem til 2025, svarende til et fald på cirka 32 procent for hele perioden.
Faldet i CO2 er størst for vejbelysning. I 2015 udledte Skanderborg Kommune kun 22 procent af 2009-niveauet. Årsagen skyldes primært overgangen til LED-belysning, og at lyset dæmpes på udvalgte steder om natten. Endelig er strømmen også blevet renere, fordi der leveres strøm fra flere vindmøller.
CO2-udledningen fra energiforbruget i de kommunale bygninger er faldet med 42 procent. Det skyldes hovedsageligt, at mange kommunale bygninger er blevet energirenoverede de senere år.
Regnskabet viser også et fald i CO2-udledningen fra transport i kommunale biler på 15 procent fra 2009 til 2015. Faldet skyldes, dels anderledes kørselsafregning, dels at biler i dag kører længere pr. liter.
“Jeg er meget stolt over, at det har kunnet lade sig gøre at sænke energiforbruget og CO2-udledningen så meget. Det betyder ikke, at vi nu bare skal læne os tilbage. Jeg ved, det kræver et vedvarende fokus at holde energiforbruget på det lave niveau, og forhåbentlig kan vi også sænke det endnu mere og omlægge endnu mere til vedvarende energi. Jeg håber, de gode resultater også kan inspirere private til at gøre noget lignende,” siger Claus Leick, formand for Miljø- og Planudvalget i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Fælleden er også klimaklar
Selvom Skanderborg Kommune allerede har nået mærkbare resultater som Klimakommune, forventes det, at det nye administrationscenter på Skanderborg Fælled vil være med til at sænke energiforbruget endnu mere.
Fælleden er nemlig Danmarks mest bæredygtige rådhusbyggeri efter 2020-standard og præcertificeret til guld efter den anerkendte DGNB-standard for bæredygtighed i bred forstand.
I opførelsen af Fælleden er der lagt stor vægt på miljøvenlighed. Huset har blandt andet 950 kvadratmeter solceller, klimasikring med grønne tage og eget regnvandsbassin og et varmegenindvindingssystem, hvor varmen fra bruservandet f.eks. udnyttes i omklædningsrummene.
Det store fokus på miljø og bæredygtighed forventes at kunne være med til at sænke CO2-udledningen yderligere i de kommende år.
e.r