Guld til Skanderborg
Fælleden klar til åbning: Nyt center med rådhus, idrætshaller og politistation er det mest bæredygtige kommunale byggeri i Danmark
Skanderborg Kommune kan senere i denne måned slå dørene op til landets mest bæredygtige kommunale byggeri.
Ambitionen er, at Skanderborg Fælled bliver et levende hus alle døgnets vågne timer
”Vi har et mål, som hedder ”30.000 besøgende” de første tre måneder. Skanderborg Fælled er for alle, og folk skulle gerne have en følelse af, at det er deres hus. Grupper af borgere, foreninger og erhvervsliv skal tage huset til sig og bruge det aktivt til møder og arrangementer. Forhåbentlig bliver Skanderborg Fælled et sted, hvor politikere, medarbejdere, borgere, foreninger og erhvervsliv kan mødes og skabe resultater til gavn for hele lokalsamfundet.”
Sådan siger den ansvarlige projektleder, Knud Sørensen, der er teknisk chef i Skanderborg Kommune.
Administrationscenter Skanderborg bliver det første rådhus herhjemme, som er certificeret efter den anerkendte DGNB-standard for bæredygtighed.
Byggeriet vurderes på ikke færre end 182 indikatorer inden for bl.a. miljø, økonomi og teknisk kvalitet, og samlet set ligger det til minimum guld.
Byggeriet samler rådhus, politistation og en dobbelthal med plads til 3.500 koncertgæster i samme bygning, og det 15.000 kvadratmeter store byggeri er bygget efter alle moderne 2020-standarder.
”Forhåbentlig bliver Skanderborg Fælled et naturligt samlingssted for rigtig mange af vores borgere. Her kan man høre koncerter, spille håndbold, se spændende ligakampe, hænge ud på legepladserne og de andre spændende udeområder,” fortsætter Knud Sørensen.
”Derudover er det en markant effektivisering, at vi nu samler hele den kommunale administration, som i dag er spredt på syv matrikler. Det kommer til at give langt bedre muligheder på tværs af organisationen og sammen med vores borgere, og det bliver til gavn for alle,” siger han.
Fokus på indeklima
Ifølge organisationen Green Building Council, som administrerer DGNB-certificeringer i Danmark, er der for tiden kun 19 bygninger i Danmark i kategorien Kontor- og administrative bygninger, som har opnået enten præcertificering eller certificering.
Administrationscenter Skanderborg er det første rådhus på listen.
”DGNB-præcertificeringen og den forestående certificering af Administrationscenter Skanderborg vidner om, at Skanderborg Kommune er langt fremme i forhold til at bygge bæredygtigt og dokumentere det. Med DGNB-tilgangen sikrer kommunen bl.a., at det nye administrationscenter bliver et rart sted at opholde sig med fokus på indeklima og lysindfald,” siger Mette Qvist, direktør i Green Building Council Denmark.
Bygningen ligger til minimum guld med en pointscore på 78 på nuværende tidspunkt. Platin er den højeste certificering, og den kræver mindst 80 point.
”Vi er stolte af, at Administrationscenter Skanderborg bliver Danmarks første DGNB-certificerede rådhus og politistation herhjemme. Det har været ambitionen, lige siden byrådet besluttede byggeriet i 2012, at vi ville have en grøn og bæredygtig bygning, og vi er selvfølgelig glade for at få papir på det mål,” siger Knud Sørensen.
”Skanderborg Kommune har en strategi om at være en grøn kommune og vi har en pligt til at gå forrest, når det handler om bæredygtighed og miljø. Og vi er glade for, at DGNB-certificeringen giver os papir på det mål,” siger han.
DGNB måler bæredygtighed i bred forstand bl.a. byggeproces, økonomi, teknisk kvalitet og det sociale, som dækker over akustik, brugerindflydelse, udearealer, arkitektur m.m.
” Det handler naturligvis også om energivenlighed, som vi arbejder målrettet med. Siden 2007 har vi i Skanderborg Kommune reduceret udledningen af CO2 med 45 pct., og Skanderborg Fælled kommer til at pynte endnu mere på det regnskab,” siger den tekniske chef.
Budget på 300 mio.kr
Administrationscenter Skanderborg scorer højt på alle parametre, og i forhold til økonomi er der topkarakter. Det skyldes, at budgettet på 300 mio. kr. er lavt i forhold til byggeriets størrelse og kvalitet.
”Kunsten er ikke at bygge et rasende dyrt højkvalitetsbyggeri. Kunsten er at lave en bæredygtig bygning til en god pris. Skanderborg Kommune og byggeaktørerne har formået at gøre huset meget miljøvenligt og med et attraktivt socialt miljø for en lav totaløkonomi. Det er hovedårsagen til, at Administrationscenter Skanderborg scorer så højt i DGNB-præcertificeringen,” siger Ole Balslev-Olesen fra Cenergia Energy Consultants.
Administrationscentret er blot en del af Skanderborg Fælled. Det omfatter også fitnesscenter, foreningslokaler og dobbelthal med plads til 3.500 koncertgæster. Alt samlet i én bygning, fordelt på seks etager og 20.000 kvadratmeter.
Åbning den 24. oktober
”Det er første gang, at man integrerer kommune, politi og idræts- og kulturcenter i én og samme bygning på den måde. Det giver helt nye muligheder for samarbejde, sundhed, innovation, fleksibilitet og for at udnytte kvadratmeterne på en klog måde. Skanderborg Fælled er et multianvendeligt og bæredygtigt hus, som bliver et naturligt samlingspunkt for kommunens borgere,” siger den socialdemokratiske borgmester i Skanderborg Kommune, Jørgen Gaarde.
Skanderborg Fælled tages i brug mandag den 24. oktober. Den endelige DGNB-certificering af administrationscentret ventes afgjort i slutningen af året.