Fortsæt til indhold

Mindeord over journalist, modstandsmand og tidligere byrådsmedlem Erik Svensson

Erik Svensson fra Brabrand er lørdag den 1. oktober død, 91 år gammel

Samfund
Arkiv

Journalist Erik Svensson, Brabrand, er lørdag den 1. oktober død, 91 år gammel. Han startede sin journalistiske karriere på Jydske Tidende i Kolding efter sin studentereksamen i 1944. Men samtidig deltog han i illegalt arbejde under besættelsen, og det endte med, at han på flugt fra Gestapo måtte flygte til Sverige. Her blev Erik Svensson medlem af Den Danske Brigade og vendte sammen med brigaden tilbage til Danmark i befrielsesdagene i 1945.

Efter at have arbejdet på aviser i Kolding, Thisted og Holstebro kom han til Aarhus Stiftstidende. I 1962 blev Erik Svensson ansat på Danmarks Radio med den pioneropgave at etablere en journalistisk nyhedsdækning til TV fra Aarhus. I begyndelsen uden selv at have et fjernsyn. Mange tv-programmer senere skiftede han i 1978 tilbage til Aarhus Stiftstidende, denne gang som kommunalpolitisk redaktør.

Erik Svensson var en uforfærdet ildsjæl, og det gik sjældent stille for sig, når han ud over sit arbejde i mange år også var både fagpolitisk og politisk aktiv. Han var medstifter af Dansk Journalistforbund og forbundets første næstformand i 1960'erne. Fra 1970 til 1978 var han medlem af det daværende Aarhus Amtsråd for Det Konservative Folkeparti. Og fra 1990 til 1994 var han medlem af både Aarhus Byråd og Aarhus Amtsråd for Centrum-Demokraterne, som han var skiftet til i protest mod Schlüter-regeringens realrenteafgift.

Erik Svensson blev i 2001 topscorer ved valget til Ældrerådet i Aarhus. Som rådets næstformand og formand for Klagerådet kæmpede han en indædt kamp for at sikre bedre vilkår i plejen af og hjælpen til ældre og handicappede.

Sammen med sin kone, fotograf Ellen Svensson, der døde i 2006, har han desuden rejst kloden rundt. To gange solgte parret deres hus for at drage ud og opleve verden. Første gang var i årene efter Anden Verdenskrig, og anden gang da de i 1983 og 1984 var i slutningen af 50'erne.

I 1975 var han initiativtager til nødhjælpsorganisationen Gambias Venner og blev organisationens første formand.

Han har desuden skrevet flere bøger, blandt andet om det konservative ikon John Christmas Møller, der var en hyppig gæst i Svenssons barndomshjem i Haderslev, hvor faderen, redaktør A. Svensson, også var konservativt folketingsmedlem.
Erik Svensson efterlader sig en søn og en datter, fire børnebørn og et oldebarn.

På familiens vegne, Terkel Svensson.