Byrådsmøder er for kedelige
Under 29 almindelige borgere fulgte med under livestreamingen af sidste byrådsmøde. Skræmmende, men forventeligt, mener kommunalforsker Roger Buch.
Du kan se borgmester Borring styre 24 byrødder, høre eksborgmester Anders G. Christensen tale om haller i Hadsten og følge SF's Bjarne Andersens lune morsomheder live på din computerskærm.
Det er der bare ikke særlig mange der gør.
Det viser en opgørelse fra Favrskov Kommune, som FavrskovPosten har bedt om, i samarbejde med Christian Møller-Nielsen (V).
At borgerne ikke følger med på nettet, er både skræmmende, men også forventeligt, mener Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie-og Journalisthøjskole i Aarhus.
Luk en skole, så sker der noget
"Den almindelige borger følger ikke kommunalpolitik, medmindre der bliver lukket en skole, eller der sker andre ting, der berører borgeren direkte. Det meste af det, der foregår er kedeligt. Det er rutine-sager og trummerum. Byrådsmøder er jo jævnt kedelige."
Han er ikke bange for, at under 29 personer streamede det seneste byrådsmøde i Favrskov. Men han mener at borgmester og kommunaldirektør burde være skuffede, for der har været alt for høje forventninger til, at borgerne følger med, bare fordi de kan gøre det på internettet.
"Vælgerne kender godt deres kommune og de ved godt, hvis tingene ikke er veldrevet. Så de skal nok stemme hvert fjerde år."
Kommunalt er mere nært
At han så kunne ønske sig en større demokratisk deltagelse i kommunalpolitikken er en anden sag.
"Over 83 procent stemmer til folketingsvalg, mens knap 70 procent stemmer til kommunalvalg. Det burde være omvendt, for det er i kommunerne, at de nære ting i folks dagligdag bestemmes."
Skal vi være bange for vores demokrati, hvis ingen interesserer sig for lokalpolitik?
"De fleste borgere har en konkret, daglig erfaring med deres kommune. Den erfaring er intuitiv. De er ikke i tvivl om, hvis kommunen ikke er veldrevet. Og så holder de sig orienteret i en lokalavis, eller via regionale medier."
Og du behøver som borger ikke have dårlig samvittighed over, at du ikke følger med.
"Det moderne demokrati er ikke direkte, men et fjerndemokrati. Siden 1970'erne har demokratiet været mediebåret. Især efter 2007-sammenlægningerne er kommunen blevet en mere fjern størrelse," forklarer Roger Buch.
"Især de nationale medier dækker Christiansborg intenst, men det er rationelt set forkert, for det meste af det, der berører borgerne direkte, det besluttes ude i kommunerne," mener han.
Kig med live
Byrådsmøderne i Favrskov kan følges live via www.kommune-tv.dk samt via app'en Kommune TV til mobiltelefoner og tablets. Det er tilgængeligt på video dagen efter byrådsmødet og du kan også klikke dig ind via favrskov.dk.