Et væld af oplevelser med fri entré
Stærk økonomi sikrer flere gratis 2017-aktiviteter for regionens borgere
En rundhåndet opbakning fra samarbejdspartnere, fonde, sponsorer, region og staten gør det muligt under Europæisk Kulturhovedstad i Aarhus 2017 at opleve masser af kunst- og kulturaktiviteter med fri entré for borgere i regionen.
Det oplyser Aarhus 2017 i en pressemeddelelse.
Den store, brede opbakning betyder også, at Aarhus 2017's mål om at indsamle 80 millioner kroner er nået.
Faktisk er det allerede lykkes Aarhus 2017 at samle 91 millioner.
Derfor har man også op-justeret målsætning til 95 millioner kroner.
“Jeg er enormt stolt over, at det er lykkes os at præsentere et program for året som Europæisk Kulturhovedstad, der hele vejen igennem opfylder visionen om, at alle der bor, arbejder og lever i regionen får mulighed for at opleve og deltage i vores år. Uden det stærke engagement, som vores lokale sponsorer og samarbejdspartnere har bidraget med, ville det ikke have været mulig at levere det omfattende program, som vi nu glæder os til at offentliggøre,” siger administrerende direktør for Aarhus 2017, Rebecca Matthews, som også glæder sig til at byde de mange besøgende fra det øvrige Danmark og udlandet velkommen til kulturhovedstadsåret.
Kulturåret skydes i gang 21. januar 2017. Men allerede onsdag 12. oktober bliver programmet offentliggjort.
jk