Fortsæt til indhold

EDC Erhverv Poul Erik Bech og Gaarde Erhverv fusionerer

Sammensætningen af landsdækkende tilstedeværelse, digitale kræfter og et stærkt fokus på Key Account-princippet gør det fordelagtigt for Gaarde Erhverv A/S at fusionere med EDC Erhverv Poul Erik Bech under en ny koncernkunde-afdeling

Samfund
Arkiv

FUSION Gaarde Erhverv A/S og EDC Erhverv har i mere end 35 år kæmpet side om side på erhvervsmægler-markedet, og siden 2010 har begge virksomheder ejerskabsmæssigt hørt under Poul Erik Bech-koncernen. Det tættere samarbejde har i de seneste år åbnet øjnene op for fordelene ved at gøre brug af kompetencerne fra begge sider af bordet under én fælles, ny afdeling.
Kunderne efterspørger i dag rådgivning hele vejen rundt om deres ejendomme og virksomhed, og med den nye koncernkunde-afdeling tænkes der derfor i værdiskabelse for kunden og løsninger, der går ud over traditionelt salg og udlejning.
”Vi skaber noget helt nyt, hvor vi i stedet for at arbejde med kunder efter ejendomstyper, sætter kundens behov i centrum. Vi løser naturligvis stadig traditionelle, enkeltstående salg og udlejninger i EDC Erhverv, men den nye afdeling er tænkt til de kunder, som efterspørger noget mere af deres erhvervsmægler,” siger regionsdirektør Morten Westphal Jensen og uddyber:
”Mange virksomheder har i dag løbende udfordringer med tomgang i deres portefølje, og måske skal nogle ejendomme konverteres eller optimeres. Flere og flere kunder har fået øjnene op for fordelene ved, at samarbejde med en erhvervsmægler der kan rådgive og løse transaktioner hele vejen rundt om deres ejendomsporteføljer.”
Den nye afdeling vil trække på kompetencer fra begge virksomheder. EDC Erhverv er førende indenfor digitale værktøjer, og kan eksempelvis tilbyde kunderne Danmarks bedste køberkartotek samt den digitale platform MitEDC som sikrer kunder en aktuel status på deres igangværende sager.
Gaarde Erhverv er en af Danmarks ældste mæglervirksomheder, som siden 1956 har oparbejdet stærke kompetencer indenfor netop det Key Account-princip, som videreføres til afdelingen.
Blandt andet har ejendomsudvikling, salg- og udlejningsstrategi, køb af ejendomme, analyse, samt rådgivning i forbindelse med salg af virksomhed været nogle af hovedingredienserne i varetagelsen af kundernes interesser.
Thor Heltborg, der i dag er direktør i Gaarde Erhverv, bliver ny chef for koncernkunde-afdelingen, og han ser frem til at sætte kapacitet bag de kompetencer, kunderne efterspørger og har behov for.
”Der er behov for en afdeling med særlig viden og mulighed for at gennemføre skræddersyede løsninger for koncernkunder, baseret på erfaring og viden om ejendomsmarkedet. Det får vi nu,” siger Thor Heltborg.
Selvom afdelingen primært fokuserer på København, er det store landsdækkende netværk i EDC Erhverv Poul Erik Bech en klar og værdiskabende fordel for kunder med ejendomme i andre dele af landet.
”Ved at blive en del af EDC Erhverv Poul Erik Bech får vi stor synergi i at få adgang til de store digitale fordele, samt det landsdækkende netværk af erhvervscentre over hele landet. Det betyder, at vi kan trække på lokal viden og indsigter, når vi skal finde den bedste løsning til dækning af kundens behov,” siger Thor Heltborg.
sl