Fortsæt til indhold

9.000 kilometer på 24 timer

275 elever på Morten Børup Skolen gjorde klar til efterårsferien ved at løbe et 24-timers løb. Tilsammen løb de 9.000 kilometer

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Jeg sagde, at jeg ville løbe 100 kilometer, hvorefter min ven Emil svarede, at det kunne jeg i hvert fald ikke. Og så var der jo kun ét at gøre.”
Det smørrede grin når fra øre til øre, mens Kristian Rasmussen fra 8. C fortæller, hvad det helt præcist var, der motiverede ham til at holde ud og løbe runde efter runde i 24 timer.
Af samtlige 275 elever var det ham, der nåede længst, nemlig hele 108,5 kilometer, da Morten Børup Skolen op til efterårsferien arrangerede en alternativ idrætsdag for eleverne på 7. til 9. årgang.

“Sammen når man målet”

Bag løbet stod blandt andre lærer Lars Saugman, som med 24-timers løbet ønskede at give eleverne mulighed for at opleve en anderledes motionsdag.
“Hvem ved, måske er det eneste gang i deres liv, de får sådan en oplevelse. Vi ville gerne give dem mulighed for at opleve, hvad det vil sige at presse sig selv til det yderste,” forklarer han.
“Mange har fået den læring med undervejs, at man kan motivere hinanden til at tage en omgang mere og endnu en. Sammen når man målet. Og så har de også oplevet, at man faktisk godt kan hygge sig sammen, selv om det gør ondt.”
Mens eleverne på 7.-9. årgang løb i samtlige 24 timer, løb eleverne på 6. årgang i 12. og fik en forsmag på, hvad der venter dem næste år, når de må løbe med i alle 24 timer.
“Ja, vi skal selvfølgelig evaluere på det, men umiddelbart tænker jeg, at vi gentager løbet til næste år,” siger Lars Saugman.
De 24 timer forløb uden andre skader end ømme ben og vabler, og da alle elever var i mål og samtlige runder talt sammen, kunne viceskoleleder Lars Engeborg konstaterer, at der i alt blev tilbagelagt godt 9.000 kilometer. Klassepokalen gik til 7. b, som var den klasse, hvor eleverne i gennemsnit havde løbet længst, nemlig 49 kilometer per elev.

Masser af slik undervejs

Efter løbet talte Lokalavisen med fire af dem, der havde løbet længst for at høre, hvordan man forbereder sig til at løbe i 24 timer.
“Jeg havde købt en masse slik - det har vi faktisk allesammen, for det var noget af det, vi blev rådet til,” fortæller Kristian rasmussen.
“Det giver hurtig energi og lette kalorier undervejs, og det er vigtigt, for ikke at gå sukkerkold og blive for træt til at fortsætte,” forklarer han.
Flere lagde hårdt ud og spurtede afsted, men fandt ud af, at det ikke var den bedste strategi.
“Efter tre runder kunne jeg godt mærke, at hvis jeg fortsatte i det tempo, så ville jeg langt fra kunne holde i 24 timer,” fortæller Simon Frandsen.
Han fulgtes i de sene nattetimer med Mathilde Jørgensen.
“Jeg synes, det gik rigtig fint længe, men efter to maratondistancer, så ramte jeg muren. Derefter gik jeg resten af tiden,” fortæller hun.
Mathilde er elitedanser og har konditionen i orden. Hun var da også den pige, der tilbagelagde fleste kilometer på de 24 timer.
De tre drenge er også vant til at bevæge sig. Simon spiller badminton, Mark Fogh spiller fodbold og løbetræner og Kristian sejler kajak og dyrker crossfit.
Selvom de kun har sovet sporadisk i løbet af det seneste døgn, er de bemærkelsesværdigt friske.
“Jeg kan da godt mærke, jeg har ben,” griner Mathilde, mens Simon mener, at trædepuderne trænger til at hvile sig.
Vabler har de fire kun fået ganske få af, og ikke noget, der bekymrer sig. Nu er de dog klar til efterårsferie - lige på nær en:
“Jeg skal kun lige sove lidt, for jeg skal i Tivoli Friheden i dag og i aften skal jeg til AGF-kamp,” fortæller Mark.