Når barnet lærer den voksne op i tro

Når et barn døbes i kirken, hedder det sig, at faddere og forældre skal oplære dåbsbarnet i den kristne tro.
Det mærkelige er, at hvis vi skal tage Jesus på ordet, så skal vi vende det hele om, så er det nok så meget os voksne, der kan lade os inspirere af barnet:
“(Jesus) kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: "Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget."
Vi må lade barnet inspirere os. Ved at kigge på barnet kan vi lære noget om, hvordan vi skal forholde os til troen og til Gud.
Hvad er det, vi kan lære af barnet?
Vi kan lære noget om hengivenhed. Barnet tør give sig hen. Slippe kontrollen og lade sig gribe af verden, andre mennesker og bare sanse. En god måde at åbne for Guds nærvær er at slippe kontrollen og give sig hen.
Vi kan lære noget om forundring. Barnet ser med undrende og nysgerrige øjne på verden som et mysterium, der kan vække fascination og fortryllelse. For at være opmærksomme på vores skaber må vi genlære at fascineres og fortrylles.
Vi kan lære at bede om hjælp. Barnet tør råbe på hjælp, når det ikke selv kan længere. En velafprøvet vej til at åbne for Guds nærvær er at folde hænderne og bede om hjælp til det, vi ikke selv kan og tilgivelse for det, vi ikke magter.
Helt små børn har i udgangspunktet en kæmpe tillid. De er tillidsfulde. Vi voksne kan øve os i at have tillid til, at Guds frisættende kærlighed gælder netop mig lige nu i dette øjeblik.
Betyder det her, at vi skal blive barnagtige og ansvarsløse? Det tror jeg ikke. Det betyder, vi kan gå på opdagelse og meditere over, hvad det er for en trosinspiration, der er at hente, når vi nærstuderer de små.