Gymnasieelever fra Virum protesterer mod nedskæringer
80% procent af Virum Gymnasiums elever bakker op om dagens demonstration mod besparelser på gymnnasie- og uddannelsesområdet
Den sorte og gule afspærringplast, der er sat i et demonstrativt kryds hen over døren, sender et klart signal. Eleverne har nedlagt undervisningen og blokeret klasselokalerne, så lærerne på Virum Gymnasium ikke får mulighed for at gennemføre undervisningen i dag. Gymnasieeleverne mener, at regeringens aktuelle 2025-plan indeholder endnu en forringelse af deres studieforhold. Så da de godt 1100 elever på Virum Gymnasium i mandags mødtes for at diskutere den aktuelle situation vedtog et flertal på 80 procent at nedlægge undervisningen i dag torsdag d. 13.oktober. Det sker i protest mod de mulige nedskæringer, der er blevet fremlagt i Venstres 2025-plan. Elevflokken ser nedskæringerne på SU som skadelige for elever og studerendes forhold og ønsker dem stoppet. De årlige nedskæringer på de gymnasiale uddannelser på 2%, som regeringen ønsker at fortsætte til 2020, udgør i følge eleverne også en betydelig trussel for kvaliteten af undervisningen på Virum Gymnasium. I en pressemeddelelse fra eleverne anslår de, at skolen vil være nødt til at opsige i omegnen af 20 lærere ud af de 100, der nu arbejder på Virum Gymnasium, hvis de årlige nedskæringer fortsætter til 2020. Eleverne lagde vægt på, at nedlæggelsen af undervisningen ikke er ensbetydende med en gratis fridag. Dagen igennem har skolens elevråd derfor arrangeret fælles aktiviteter, som er arrangeret af skolens elevråd. I eftermiddag vil der være fælles afgang mod Rådhuspladsen/Christiansborg Slotsplads, hvor hovedparten af Virum Gymnasiums elever vil deltage i demonstrationen. Og mange af lærerne tilkendegav, at de var klar til at følge trop for at bakke op om elevernes protester.