Fortsæt til indhold

Lasse sætter melorme på menuen

Salget af melorme-snacks er gået over al forventning for 30-årige Lasse Hinrichsen. På Viby Bibliotek kan du smage larverne

Samfund
Christina S. Johansen

“Vi er nødt til at vænne os til tanken om at spise insekter, for det er fremtiden,” sådan lyder det fra Lasse Hinrichen, manden bag det første dansk producerede fødevareprodukt med insekter - nemlig snacks lavet af ristede melorme, som er krydret med chili eller sour cream and onion.
Den 30-årige iværksætter, med bopæl i Aarhus C og kontor i Agro Food Park i Aarhus N, lancerede sit produkt i september, og allerede nu kan man købe Enorm's ristede melorme i 10 butikker rundt om i landet samt i to webshops.
“Jeg har solgt dobbelt så meget, som jeg har budgetteret med, og er overrasket over den positive modtagelse,” siger Lasse Hinrichen og fortsætter:
“Jeg kalder det en oplevelses-delikatesse. Her til at begynde med har det været vigtigt for mig, at man kan se, hvad det er, man putter i munden. Det skal være med til at skabe debat om insekter som fødevare.”
Han er dog i fuld gang med at brygge på nye idéer til produkter, hvor insekter mere indgår som en ingrediens.
“Jeg vil gerne opbygge et insekt-fødevarebrand, som er spredt ud til i hvert fald Europa,” siger iværksætteren.

Et bæredygtigt alternativ

Men hvordan i alverden kommer man overhovedet i tanke om, at man vil sælge insekter som mad?
Det er ikke umiddelbart fordi, at Lasses bachelor i samfundsfag og erhvervsøkonomi fra februar i år lægger super meget op til, at det var den vej, han skulle gå.
“Men i samfundsfag ligger også bæredygtighed - og det er det, som driver værket for mig. Ved at opdrætte insekter udledes eksempelvis op til 100 gange mindre drivhusgasser end ved kvæg,” fortæller han.
Indtil videre opdrætter han dog ikke selv melormene til sine insektsnacks - han nøjes med et lille opdræt, sådan at han kan udvikle nye produkter.
Det er derfor importerede, frosne melorme fra Holland, som bliver ristet og krydret i Grenå, der ender i de små bøtter til salg i specialbutikker.

Var det noget med en ristet hotdog toppet med krydrede melorme?

Lyt, lær og smag melorme

Ud over at udvikle nyt, udbrede snackene til nye forretninger og holde kontakten til eksisterende kunder ved lige sammen med to praktikanter, så holder Lasse Hinrichen også gerne foredrag eller workshops.
“Jeg ser det som en del af min opgave at få oplyst så mange som muligt om insekter som fødevare,” forklarer han.
Vil man deltage i sådan en workshop, så bliver det muligt på Viby Bibliotek 22. oktober.
En ny workshop begynder klokken 10.45, 11.45 og 12.45.
Her vil man kunne kigge nærmere på melorme - som faktisk ikke er orme men larver - man kan være med til at høste larverne, tilberede dem og ikke mindst smage dem, hvis altså man tør.
“Jeg oplever ofte, at når folk er ned i hele processen, så siger de, at det faktisk ikke er så ulækkert endda, at spise insekter,” siger Lasse Hinrichen.
Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig.