Fortsæt til indhold

I innovationspraktik

Jesper Hvid fra Favrskov Kommune i lære i Ideklinikken i Aalborg

Samfund
Arkiv

Det er ikke ualmindeligt at opleve vandtætte skotter mellem region og kommune, når det kommer til ansvarsområder. Men den regionale innovationsenhed Ideklinikken i Aalborg inviterede fundraiser Jesper Hvid fra Favrskov Kommune inden for til en praktik, hvor ideer og metoder blev udvekslet og konkrete problemer løst.
Ideklinikken er et sted, hvor de gode ideer til sundhedssektoren opstår eller eksisterende tiltag bringes videre til et mere modent niveau. Her er det muligt at få sparring og rådgivning til den gode ide, og projektet bæres hele vejen frem til realisering, hvis det holder vand.

Altid åben for nyt

”Jeg er en nysgerrig sjæl og altid åben for nyt. Jeg hørte om Innovationspraktikken de tidligere år, og i år takkede jeg ja,” siger Jesper Hvid, der til daglig er fundraiser i Favrskov Kommune.
I sit praktikophold hos Ideklinikken er han især blevet inspireret af den måde, de arbejder med innovation. Det er meget mere struktureret, og det mener Jesper, han kan lære en del af. Praktikvært Bente Koch ved også, hvorfor hun har inviteret indenfor.
”Innovation handler meget om at åbne op og lytte. Derfor er vidensdeling vigtig, og nogen gange skal man reelt kopiere noget og tage det med sig,” siger Bente Koch, innovationskonsulent i Ideklinikken.

Et kik over hækken

Ideklinikken ligger under Region Nordjylland, og praktikanten Jesper Hvid kommer fra Favrskov Kommune, så det er mere end bare udveksling af ideer i denne uges praktik. Det er en chance for at få indblik i, hvad der sker på den anden side af hækken mellem regioner og kommuner.
”Det regionale og kommunale har mange områder, hvor vi arbejder sammen, specielt mellem sygehus og de kommunale tilbud med eksempelvis ældre, genoptræning og social- og sundhedsområdet. Derfor er det sundt, at vi som forskellige sektorer taler mere sammen,” siger Jesper Hvid.
Når praktikken er overstået, skal Jesper Hvid tilbage til Favrskov Kommune og lave et oplæg for sin afdeling om Innovationspraktikken. Inspireret af den gode praktikoplevelse, vil Jesper melde sig som vært til Innovationspraktikken næste år. jesl