Fortsæt til indhold

Morten og team blev regional mester

Rema 1000 i Skovby ved Galten kåret i intern konkurrence for vækst, lokal forankring og for flot medarbejder-kultur

Samfund
Erland Rasmussen

Dagligvarebutikken Rema 1000 i Skovby er kåret som den bedste blandt kædens butikker i region 4, som tæller 26 butikker i 14 byer lige fra Kjellerup til Silkeborg, Horsens, Brædstrup, Silkeborg, halvdelen af Aarhus og Randers.
Det er en stolt købmand, Morten Rasmussen, Rema 1000 i Skovby, som glæder sig over den nye hæder, og som også straks deler roserne med staben på 42 medarbejdere alle inklusive.

En særlig kultur

Det er nemlig helt i Morten Rasmussens ånd, fordi han netop satser på at skabe en helt særlig kultur blandt medarbejderne i butikken på Skovlundevej.
I Rema 1000-kædens begrundelse for at vælge Morten Rasmussens butik spiller medarbejderne også en særlig rolle.
Motivationen fra regionschef Klaus Pedersen fremhæver blandt andet fra Rema 1000 i Skovby:
“Værdier som ”kunden er vores øverste chef”, ”vi skal motivere til vinderkultur” og ”vi tænker positivt og offensivt” dyrkes i det ekstreme, og når der så samtidig er så mange dygtige, engagerede og glade medarbejdere, så giver det en helt speciel nerve og stemning i butikken. Morten bidrager gerne til fællesskabet, og han opleves som en både vellidt og respekteret kollega. REMA 1000 i Skovby er derfor et strålende eksempel for andre og en god ambassadør for REMA 1000 konceptet.”
Og Morten Rasmussen er meget glad for sine medarbejdere.
“Vi har fået skabt et team, der gør det fantastisk godt. De har egne ansvarsområder, og det giver større jobtilfredshed. Vi har et godt sammenhold, og vi husker altid at rose hinanden for de sejre, vi opnår, og det giver motivation og skaber samarbejde,” kommenterer Morten Rasmussen.
I frokoststuen er der indrettet en Hall of Fame med billeder af medarbejdere, som har gjort sig ekstra heldigt bemærket.
Hvert år til pinse, når butikken skal holde lukket, afvikles en personalefest. Her er der også kåring af medarbejderne indenfor forskellige kategorier.
“Vi er alle vindere, og selv om der er en, der fremhæves, så er det med til at motivere og styrke vinderkulturen hos os alle,” understreger købmanden.
Til november er det seks år siden, Rema 1000 etablerede butikken i Skovby.
Morten Rasmussen var butikkens første købmand, og han har således været med til at bygge den op fra 0.
“Det er gået godt, og det gør det fortsat. Vi har stadig vækst, og vi har opnået en stor andel i lokalområdet. Der kommer tilflyttere til Galten-Skovby, men vi har også kunder, som bor i Låsby, Harlev, Nr. Vissing og Skivholme,” nævner Morten Rasmussen.
Morten Rasmussens købmandskab er også i høj kurs i Rema 1000-kæden.
I 2012 blev han således kåret til årets Vækstkonge med en stigning på 43 procent i forhold til året før.
Siden butikkens etablering i 2006 og til i dag er omsætningen blevet to en halv gange større i forhold til startbudgettet.

Butikken har sin egen Hall of Fame i frokoststuen. Her vises fotos af medarbejdere, der har gjort sig særligt bemærket. Det skaber vinderkultur, lyder det.